- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Russiske turister rejser igen til Danmark

Danmark mistede mange russiske turister i forbindelse med Vestens sanktioner mod Rusland for nogle år siden, men nu vender de tilbage til landets hoteller.

Russerne har igen fået lyst til at rejse ud i den store verden efter en række år med nedadgående russiske overnatninger i eksempelvis Danmark.

I løbet af 00’erne var der en stor stigning i antallet af russiske turistovernatninger på dansk grund, og i perioden fra 2005 til 2013 blev antallet mere end fordoblet. Men Vesten indførte en række sanktioner mod det geografisk store land, og det gav en opbremsning og et fald i turistovernatninger i 2014, 2015 og 2016.

Den nedadgående tendens er blevet afløst af fornyet rejselyst, og det betyder, at der i 2017 var 13 procent flere russiske overnatninger i Danmark end året før. De første seks måneder af 2018 har også været positive med 43 procent flere overnatninger end samme periode året før. Det melder hotellernes brancheforening Horesta på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. 86 procent af de russiske turistovernatninger finder sted på et hotel.

”Det er særdeles positivt, at vi har fået vendt udviklingen. Den typiske russiske turist har et døgnforbrug, der ligger 25 procent højere end andre nationaliteters. Derfor er udviklingen vigtig for dansk turisme,” siger Katia K. Østergaard, administrerende direktør i Horesta.

Øget tryghed
Russernes rejsebudgetter er steget med syv procent fra 2016 til 2017, melder den internationale analysevirksomhed Ipsos. Den økonomiske usikkerhed i Rusland er blevet mindre, og det har fået landets borgere til igen at rejse på ferie, fortæller en Ruslands-ekspert til Horesta.

”Rusland er jo fortsat ramt af sanktioner, men russerne har nu vænnet sig til situationen og er begyndt at rejse igen. Da krisen kom i 2013 bremsede man naturligt nok op, men nu kan man konstatere, der er kommet mere ro på, og det giver tryghed til at bruge penge på at rejse igen,” siger Mette Bærbak Bas, der er cand.mag. i russisk. Hun vurderer dog, at det fortrinsvis er de rigeste russsere, der finder kufferterne frem.

”Mellemklassen holder sig fortsat tilbage. De er stadigvæk følsomme over for udsving i økonomien,” siger hun.

Region Hovedstaden tiltrækker flest russiske turister. 82 procent af de russiske overnatninger i 2017 i Danmark var i denne region, mens Region Syddanmark tiltrak 13 procent af russerne som den næstmest populære region – formentlig på grund af Legoland, lyder det fra VisitDenmark.

 

Relaterede artikler:

Færre russiske turister i Danmark

Russiske turister vælger Syddanmark

Mange russiske turister til Danmark