- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Salgsargument til fem millioner kroner

LUFTFART: Som kun tredje lufthavn i Danmark tager Aalborg Lufthavn efter planen sidst i maj næste år nyt teknisk system i brug så fly med det rette udstyr kan lande med en sigtbarhed på 0 meter.

Kontrakten om CAT III-udstyr til Aalborg Lufthavn underskrives af fra venstre: Thorbjørn Moen fra Indra Navia, lufthavnsdirektør Søren Svendsen og oberstløjtnant Hans Kristian Skovmose.

LUFTFART: Som kun tredje lufthavn i Danmark tager Aalborg Lufthavn efter planen sidst i maj næste år nyt teknisk system i brug, så fly med det rette udstyr kan lande med en sigtbarhed på 0 meter.

”Aalborg Lufthavn betaler for, at vores landingssystemer nu opgraderes til en ILS (Instrument Landing System) CAT III klassificering. Reelt koster installationen omkring 25 millioner kroner, men vi havde allerede så meget af det krævede udstyr, at investeringen kun bliver omkring fem millioner kroner.”

Det sagde direktør for Danmarks tredjestørste lufthavn, Søren Svendsen, i går til standby.dk – i forvejen har også Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn CATT III.

På årsbasis må 10-12 fly opgive at lande i Aalborg Lufthavn på grund af dårlig sigtbarhed som for eksempel tæt tåge. Men CAT III kan alle fly med det rette udstyr ombord lande i nul meters sigtbarhed, når det nye, opgraderede system tages i brug sidst i maj næste år.

”Det betyder selvfølgelig meget for flyselskaberne og passagererne, at de kan lande hos os og ikke skal ned i en alternativ lufthavn. Omvendt gør denne investering i CAT III, som kun findes i 150 lufthavne verden over, at vi for eksempel kan modtage fly fra ‘nabo-lufthavne’, hvis de ikke kan lande der på grund af dårligt vejr,” siger Søren Svendsen og tilføjer: ”Og så er CAT III da også et salgsargument i vores arbejde med at tiltrække nye flyselskaber til Aalborg Lufthavn.”

Aalborg Lufthavn forventer i år samlet at omsætte for 210 millioner kroner.

Norsk leverandør
Kontrakten om opgraderingen til CAT III er netop blevet underskrevet i Aalborg Lufthavn – leverandøren af isenkrammet er norske Indra Navia.

Kontrakten blev underskrevet af Project Manager, Thorbjørn Moen, fra Indra Navia, der er den førende inden for CAT III installationer i hele verden, chef for operationsafdelingen i Flyvestation Aalborg, oberstløjtnant Hans Kristian Skovmose, og direktør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen. Til stede var også chefen for Naviair, Ole Eckhaus, der sammen med sit team implementerer systemet og efterfølgende kommer til at stå for vedligeholdelsen af landingssystemerne i Aalborg Lufthavn.

Aalborg Lufthavn har i dag en CAT I og II klassificering, der gør det muligt for fly at lande i vejr med en sigtbarhed ned til 300 meter. Sigtbarheden måles i forhold til signallyset på landingsbanen.

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn fejrede passager nr. 1,5 mio.

Største oktober i Aalborg Lufthavn

Så kom Ryanair til Aalborg Lufthavn