- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Samler atter rejsebranchen til fest i Aarhus

”Med denne sammenkomst i Aarhus kan sponsorerne møde rigtig mange rejsebureauagenter på én aften. Og fordi vi er så mange sponsorer, er det også økonomisk overkommeligt at holde dette sociale arrangement som deltagerne sætter stor pris på.”

Det siger administrerende direktør for Atlantic Link, Karin Gert Nielsen, der igen i år er en af sponsorerne til sammenkomsten torsdag den 22. august, hvor arrangørerne har indbudt rejsebureauagenter fra såvel leisure- som erhvervsrejsebureauer til en afslappet og uformel aften i Tivoli Friheden.

Årets sammenkomst i Tivoli Friheden i Aarhus har i år denne sponsorgruppe, nævnt alfabetisk: Amadeus, Avis Biludlejning, Billetkontoret, Billund Lufthavn, Icelandair, Messecenter Herning (Ferie for Alle) og VisitCalifornia (der repræsenteres af Atlantic Link)

Det årlige arrangement i Aarhus sidst i august havde sin debut i 2007 – og sponsorgruppen har stort set siden starten været den samme. Og sammenkomsten har næsten alle årene været holdt i Tivoli Friheden, der sidste år var Danmarks 10. største turistattraktion med 606.000 besøgende.

”Sammenkomsten er meget populær; det kan vi se på flere måder. Nogle af deltagerne kommer kørende langvejs fra. Vi har tilmeldinger fra blandt andet Aalborg, Randers, Vejle, Horsens og Holstebro,” siger Karin Gert Nielsen og tilføjer:

”Det beviser for os i sponsorgruppen at der er behov for sociale arrangementer i det jyske og der er efterspørgsel på denne årlige, hyggelige sammenkomst, hvor den jyske rejsebranche i den grad bakker om vores tiltag.”

Hurtige tilmeldinger
Fra indbydelserne til sammenkomsten, hvor der blandt andet serveres hyggelig grillmad, gik ud, tog det ikke længe, før tilmeldingerne begyndte at vælte ind.

Arrangørerne melder om stigende interesse år efter år for at deltage i sammenkomsten. Der er plads til 150 deltagere, det tal er nået og der er nu en venteliste.

”Det er også interessant, siger Karin Gert Nielsen fra sponsorgruppen, at vi aldrig har behøvet at lokke med lodtrækning om præmier for at trække deltagerne til dette arrangement i Aarhus. Det er for os at se også et vidnesbyrd om, at deltagerne kommer, fordi de virkelig gerne vil deltage i denne sammenkomst.”

Relaterede artikler:

Aarhus på CNN-liste over Europas oversete storbyer

Hotelkæde klar til første åbning udenfor København

Her er Danmarks største turistattraktioner