- STANDBY.dk - https://standby.dk -

SAS hæver gebyr i Skandinavien med 58 procent

SAS har netop ændret gebyret for sædereservationer på indenrigs i Skandinavien samt mellem de skandinaviske lande, hvis billetten bookes under 13 dage før afgang.

SAS har netop valgt at skrue på gebyrskruen for så vidt angår sædereservationer i Skandinavien.

Mens gebyret for sædereservation på indenrigs i Danmark, Sverige og Norge samt mellem de tre skandinaviske lande hidtil har været 69 danske kroner for alle flyvninger – uanset hvornår de bookes, er det nu 109 danske kroner, hvis reservationen sker 13 dage før afgang. Prisen er fortsat 69 danske kroner for reservationer på sektorerne mindst 14 dage før afgang.

Det oplyser SAS i en information til salgskontorer og rejsebureauer. Ændringen skete onsdag i denne uge.

Beløbene i norske og svenske kroner er ens – mens det før og stadig ved reservationer mindst 14 dage før afgang koster 79 svenske og norske kroner, er gebyret nu hævet til 119 svenske og norske kroner på afgange, der bookes under 13 dage før afgang.

Dermed har SAS fundet en ny måde at få mange ekstra millioner kroner i kassen på. Nogle af SAS’ største passagerruter er på norsk og svensk indenrigs – i Danmark flyver SAS to indenrigsruter, fra København til Aarhus og Aalborg.

Titusindvis skandinaviske-flyvninger
SAS offentliggør af konkurrencehensyn ikke konkrete passagertal for sine enkelte ruter, men flyselskabet er meget aktiv på nogle af Europas største passagerruter – mellem de skandinaviske hovedstæder.

OAG.com, der indsamler og analyserer data om flyselskaber og lufthavne, kom i marts i år med sin seneste version af Busiest Routes med verdens største flyruter mål i antal afgange.

På det europæiske marked viste opgørelsen fra OAG.com, at fra marts sidste år til februar i år, var ruterne mellem Stockholm og Oslo, fra Stockholm til København og fra København til Oslo de henholdsvis fjerde, femte og sjette største ruter i Europa i den nævnte periode. SAS flyver flere ikke alene på disse ruter – men har konkurrence af ikke mindst Norwegian.

Der var fra marts sidste år til februar i år 12.841 flyvninger mellem Stockholm og Oslo, fra Stockholm til København var der 12.679 flyvninger og mellem København og Oslo 12.383 flyvninger.

Relaterede artikler:

SAS indfører sæsoner og ændrer navne på billettyper

Flere SAS-ruter blandt Europas mest trafikerede

København eneste nordiske lufthavn på Top 10-liste