SAS vil delvist indføre nye navne på sine passagerklasser på ruterne indenfor Europa, herunder Skandinavien. Der kommer også en opdeling i tre sæsoner. Arkiv-PR-foto fra SAS.

SAS indfører sæsoner og ændrer navne på billettyper

SAS ommøblerer navnene på sine billettyper og vil inden for Europa opdele rejseperioderne i lavsæson, skuldersæson og højsæson.

SAS er i gang med at strømline billettyper og priser, og derfor vil der fra den 22. august blive solgt billetter til afrejse den 5. november og fremad med de ændrede billettyper. Det oplyser selskabet i en information til salgskontorer og rejsebureauer.

Ændringen omfatter rejser til Skandinavien og Finland samt det øvrige Europa inklusiv Beirut i Libanon, som også er en del af det skandinaviske flyselskabs rutenet.

Som noget nyt indfører SAS sæsonpriser i det skandinaviske og europæiske rutenet, hvor billetpriserne vil blive inddelt i tre sæsoner. Lavsæsonpriserne hos SAS bliver i perioderne fra 5. november til 12. december i år, fra den 10. januar næste år til 31. marts samt fra 6. november næste år til den 10. december.

Der bliver også såkaldte ”skuldersæsoner”, fra 13. december i år til 9. januar næste år, fra 1. april næste år til 18. juni, fra 21. august næste år til 5. november samt fra 11. december 2020 til 10. januar 2021. Selve højsæsonen næste år bliver mellem den 19. juni og 20. august.

Nye navne til SAS-billetter
SAS ændrer også navne for sine billettyper, men de nuværende navne beholdes dog frem til den 12. november i år.

SAS har i dag de tre overordnede navne for sine serviceklasser, henholdsvis SAS Go, SAS Plus og SAS Business.

I Go-serviceklassen vil der  fra den 12. november være Go Light, Go Smart, Go Pro og Go Saver, hvor sidstnævnte også introduceres på SAS-ruter til og fra Asien.

Plus-kategorien kommer til at hedde Plus Smart, Plus pro og Plus Full Flex, mens SAS Business, der kun er tilgængelig på langdistanceruterne kommer til at hedde Business Smart og Business Pro.

 

Relaterede artikler:

Nye billetregler kan blive kostbare for rejsebureauer

Travel managers forudser mindre køb af flybilletter

Dansk tennisstjerne flyver kun på economy