- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS tilbyder igen vinterskiruter til Sälen

Til vinter vil SAS atter en gang beflyve Scandinavian Mountains Airport, så det bliver muligt at rejse mellem to danske lufthavne og Sälen, hvor der barsles med flere nyheder denne sæson.

SAS har netop præsenteret en ny flyrute, der formentligt vil henvende sig til de danske skiturister som gerne vil undgå køreturen frem og tilbage til løjperne. I løbet af vinteren vil flyselskabet nemlig flyve to ruter fra Danmark til Scandinavian Mountains Airport i Sälen-Trysil.

Den ene rute vil være mellem Københavns Lufthavn og skisportsdestinationen. Driften på denne starter den 22. december, og den vil blive fløjet torsdag og søndag i løbet af vinteren.

Flyvningerne fra Aalborg starter samme dag. Den rute vil blive betjent om torsdagen frem til den 5. januar, hvorefter SAS ændrer afgangsdagen således, at den i stedet flyves om søndagen med start den 8. januar. I tillæg hertil flyver BRA også til Scandinavian Mountains Airport fra lufthavnene i Malmø og Ängelholm.

Snesikrer flere pister
I takt med at vinteren nærmer sig, har aktørerne i området forberedt sig på den kommende sæson. Det er blandt andet sket ved, at man har påbegyndt etableringen af et nyt vandreservoir, som gør det muligt at drive flere snekanoner på en gang.

Det skal føre til, at sneproduktionen i hele området tredobles. Derudover skal der på sigt investeres i flere snekanoner, hvilket vil medvirke til, at pisterne kan åbnes tidligere end før, og at der er større sikkerhed for sne for skisportsentusiasterne.

Det kan blandt andet tiltrække flere danskere til området, da 45 procent af de adspurgte i en undersøgelse af YouGov har svaret, at de synes, at netop snesikkerhed er ”meget vigtigt” for deres valg af skisportssted, mens 39 procent af respondenterne vurderede det til at være ”rimelig vigtigt”.

Lancerer flere nyheder til vinter
Denne sæson vil der være et større fokus på langrend i området, da mulighederne for at dyrke denne form for skiløb skal forbedres. Det skal eksempelvis ske ved, at der bliver trukket langrendsspor på fjeldet fra uge syv, og yderligere etableres der flere depoter, som skal benyttes til at øge mængden af sne på langrendsløjperne i Lindvallen.

I Lindvallen åbnes desuden en ny knaplift og et nyt børneområde ved Timmerbyn. Den nye lift giver bedre ski-in og ski-out-muligheder til alle hytter i området, oplyses det. Derudover er der kommet ny belysning, som gør det muligt at foretage ski-in og ski-out frem til klokken 18.00 for dem, der bor i Söderåsen, Timmerby Village eller Timmerbyn.

”Jeg er utrolig stolt over, at det i vinter lykkedes os at præsentere så mange gode nyheder, ikke mindst den store investering, vi har lavet for at øge sneproduktionen med det nye vandreservoir i Hundfjället og med flere og mere effektive snekanonsystemer. Nu har vi mulighed for at snesikre flere pister,” udtaler Tomas Berg, der er destinationschef for SkiStar Sälen.


Relaterede artikler:

Ny svensk skidestination vil være endnu større

Klar med nye skioplevelser i Trysil og Hemsedal

SkiStar åbner alle skidestinationer inden jul