Når vintersæsonen går i gang på de norske SkiStar-destinationer Trysil og Hemsedal, lover skirejsekoncernen meget at se frem til for de, der har længtes efter sne, fjeld og ski.
SkiStar-destinationen norske Trysil udvider med et nyt skiområde for børn og nybegyndere. I det nye område er der en ny tallerkenlift på 458 meter og med kapacitet på 800 personer i timen.
”Med udvidelsen af børneområdet bliver det sjovere for alle, der prøver at stå på ski for første gang. For de gæster, der primært bruger børneområdet, er den nye lift og øgede kapacitet en god nyhed, og vi glæder os til også at vise de nye faciliteter til vores udenlandske gæster,” siger Gudrun Sanaker Lohne, destinationsleder i SkiStar Trysil, i en pressemeddelelse.
Snemanden Valle er en velkendt figur på SkiStars destinationer. Valle sørger for, at de nye skiløbere får en god oplevelse, og kan møde andre børn på samme alder, som de kan have de sjovt med, mens de lærer at stå på ski. Børneområderne i Trysil og Hemsedal har et bredt udvalg af aktiviteter for børn med børnebakker, varmestuer og grillsteder, oplyser SkiStar.
Den børsnoterede svenske SkiStar-koncern har aktiviteter inden for fjeldturisme. Koncernen ejer og driver bjerganlæg i Hemsedal og Trysil i Norge, Sälen, Vemdalen, Åre og Hammarbybacken i Sverige og St. Johann i Tyrol. SkiStar er opdelt i tre forretningsområder; drift af skisportssteder, ejendomsudvikling og -forvaltning samt hoteldrift.
Fokus på sikkerhed
Tryghed og sikkerhed på skiferien er i fokus hos SkiStar, og det har fået en ny betydning under coronakrisen.
For at tilpasse virksomheden til de gældende retningslinjer og begrænsninger, har SkiStar flere nye rutiner og interne retningslinjer. SkiStar har udviklet konceptet Trygt og Sikkert, et kundeløfte, der strækker sig fra bestillingstidspunktet til opholdet på overnatningsstedet og ude på skianlægget, oplyser SkiStar i pressemeddelelsen.
Relaterede artikler:
Østrig melder klar til årets skisæson
Rejsearrangør forventer hidtil bedste skisæson
Rejsebureau vil sende gæster med toget