- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Scorer 250 millioner kroner på salg af landsholdshotel

Marienlyst Strandhotel ved Helsingør sælges til svensk kapitalfond, der i forvejen ejer to hoteller i København. Salgsprisen er over 500 millioner kroner – og hotellet skal igen have flere værelser.

Den danske kapitalfond Artha Holding har efter kun to års ejerskab af 4-stjernede Hotel Marienlyst solgt hotellet med foreløbig 227 værelser til den svenske kapitalfond Midstar. Midstar ejer i forvejen det tidligere Arp-Hansen-hotel Grand i København og Dan Hotel ved Københavns Lufthavn.

Salgsprisen for Marienlyst er ifølge en pressemeddelelse ”over 500 millioner kroner,” hvilket er 50 procent mere end Artha betalte for hotellet i 2017, oplyses det.

“Vi drev en god virksomhed og udviklede virksomheden. Men når den rigtige køber er der, skal man slå til,” siger Jan Severin Sølbæk. Han er administrerende direktør og partner i Artha, der invester for cirka 500 velhavende danske familier.

Hotel Marienlyst er også kendt som spillerhotel når det danske fodboldlandshold er i træningslejr.

Den nye ejer fra 1. oktober af Marienlyst, svenske Midstar Hotels AB, ejer ifølge sin hjemmeside 24 hoteller i Danmark, Norge og Sverige med 3.460 værelser.

Sælgeren, Artha, siger i pressemeddelelsen, at det i sine to år som ejer har gennemført en omfattende renovering og en intensiv turnaround: ”Vi er stolte over, at vi med vores turnaround er lykkedes med at bringe Marienlyst tilbage i rampelyset som Nordsjællands grande dame og skabe værdi i lokalsamfundet med øget turisme og flere arbejdspladser,” siger Artha-direktør Jan Severin Sølbæk.

“Vi har kombineret bedre end konkurrenterne”
Den administrerende direktør for Marienlyst, Michael Lauritsen, der fortsætter som direktør under de nye svenske ejere, siger i pressemeddelelsen:

”Vi har formået at kombinere business og pleasure bedre end resten af konkurrenterne. Under Arthas ejerskab har vi løftet omsætningen fra 70 millioner kroner i 2017 til 132 millioner sidste år og i år forventer vi at runde 155 millioner kroner i omsætning.”

Michael Lauritsen sagde i februar til STANDBY.dk, at hotellet skal udvides for 50 millioner kroner, der skal finansiere yderligere 50 nye værelser til hotellet. Den nye fløj med de 50 ekstra værelser forventes klar til sommeren næste år.

Dermed fastholder hotellet sin position som Nordsjællands største hotel. I starten af 2017 blev Marienlyst forøget med en ny fløj med 94 værelser og kom dermed op på de nuværende 227 værelser.

Marienlyst henter navnlig sine gæster fra Nordsjælland og København samt Sydsverige. Men hotellet ser også, at gæster fra internationale virksomheder flyver til Københavns Lufthavn og derfra tager turen til Marienlyst.

”Vi har gennem ugen mange møde- og konferencegæster. Her kan vi have plads til op mod 7-800 gæster. I weekenden vender vi virksomheden om og har mange leisuregæster. Alene sidste år havde vi omkring 100.000 overnattende gæster – vi forventer endnu flere i år, vi har gode prognoser,” sagde Michael Lauritsen til STANDBY.dk

Relaterede artikler:

Landsholdshotel skal være endnu større

Lufthavnshotel får ny direktør og opgraderes for millioner

Nyt rekordår for Københavns største hotelgruppe