Koncernchef Dorte Krak står i spidsen for Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen. (Arkivoto: Preben Pathuel).

Nyt rekordår for Københavns største hotelgruppe

Med en omsætning sidste år på 1,2 milliarder kroner og et overskud efter skat på 286 millioner kroner blev 2017 hotelgruppens hidtil bedste. I starten af næste åbner den sit hidtil største hotel.

2017 blev et godt år for Arp-Hansen Hotel Group, viser årsregnskabet der blev godkendt på generalforsamlingen tirsdag. ”Resultatet overgik forventningerne,” står der i regnskabet, hvor resultatet også betegnes som ”meget tilfredsstillende.” Hotelkæden ejes primært af brødrene Henning og Birger Arp-Hansen, mens koncernchef Dorte Krak har en mindre aktiepost.

”Vores virksomhed har aflagt et meget flot regnskab, som afspejler et 2017, hvor København som hoteldestination har haft det godt og hvor Arp-Hansen Hotel Group’s mange investeringer i og lancering af ny værelseskapacitet har båret frugt,” siger hotelkædens koncernchef, Dorte Krak, til STANDBY.dk

Ved udgangen af sidste år havde Arp-Hansen 12 hoteller, her af syv med fire stjerner, og samlet 3.768 værelser, cirka 22 procent af den samlede hotelkapacitet i København. Af det samlede antal værelser er 3.355 på kædens ti hoteller i det centrale København – i Gentofte nord for København har kæden 98 værelser på Gentofte Hotel (det allerførste Arp-Hansen hotel) plus 315 værelser på sit Wakeup-hotel i Aarhus, der åbnede sidste sommer. De 315 værelser på Wakeup Aarhus svarer til 15 procent af Aarhus’ hotelkapacitet, oplyser Arp-Hansen.

Fra 2016 til 2017 steg omsætningen i Arp-Hansen Hotel Group fra 1,1 milliarder kroner til lidt over 1,2 milliarder kroner sidste år – en vækst på syv procent eller 86 millioner kroner. Alle kædens hotelenheder bidrog positivt til årsresultatet.

Sidste år fik hotelgruppen et årsresultat på 367 millioner kroner før skat – og 286 millioner kroner efter skat. I 2016 var overskuddet hos Arp-Hansen efter skat 254 millioner kroner. Alle tallene fra Arp-Hansens årsregnskab er uden moms. Når der kigges på resultatet før afskrivninger – EBITDA – kom Arp Hansen Hotel Group sidste år op på 507 millioner kroner, kædens højeste nogensinde efter den hidtil største årsomsætning i koncernens historie.

1 million solgte hotelværelser
Sidste år var den samlede belægningsprocent på Københavns hoteller rekordhøje 78 procent, hvilket betød 4,2 millioner solgte hotelovernatninger. Af disse var tæt på en million på Arp-Hansen-hotellerne, der også havde omkring to millioner gæster til møder og konferencer på kædens hoteller.

Sidste år havde Arp-Hansen i alt 580 medarbejdere, står der i årsregnskabet – og koncernchef Dorte Krak sender en stor tak til de ansatte for det gode 2017-resultat:

”Jeg er privilegeret over at stå i front for en meget dygtig organisation, der i den grad leverede en stærk holdindsats i det forgangne år, der har givet glade gæster og flot omsætning. Jeg kan ikke give stor nok ros til alle vores medarbejdere,” siger Dorte Krak til STANDBY.dk

Hidtil største hotel på vej
Ifølge årsregnskabet har Arp-Hansen nu en egenkapital på over to milliarder kroner. Sidste år åbnede kæden to nye hoteller, kædens første hotel uden for København, de 315 værelser på kædens 2-stjernede Wakeup-koncept i Aarhus – samt det 2-stjernede hostel Steel House Copenhagen i det centrale København med 1.150 sengepladser på 253 værelser.

Sidste år blev der dog også et hotel mindre hos Arp-Hansen. Kæden solgte i oktober Grand Hotel tæt på Hovedbanegården i København til svenske Midstar. Grand Hotel har 161 værelser og frasalget af det hotel er led i kædens politik om delvist at skille sig af med mindre hoteller.

Når Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen, i starten af næste år åbner sit nyeste hotel, Wakeup 3 i København, har kæden for første gang over 4.000 hotelværelser.

Til gengæld åbner Arp-Hansen i starten af næste år sit hidtil største hotel, det tredje Wakeup i København, med 585 værelser.

Her i 2018 forventer Arp-Hansen omkring 1.000 nye hotelværelser fra andre hoteloperatører i København og at byen kan se frem til et godt hotelår. København skal nemlig være værtsby for flere store kongresser og events end den var sidste år.

Hotelbranchens bedste regnskab
Arp-Hansen forudser at prisniveauet på de københavnske hoteller i år vil være ”let stigende,” men at den samlede belægningsprocent igen vil ramme de 75 procent.

Omvendt gør den høje danske moms det sværere at tiltrække turister, skriver Arp-Hansen i sit årsregnskab og tilføjer: ”Kun ved at København opleves som en spændende og interessant destination med gode faciliteter til kongresser og events kan byen udbygge sin position i konkurrence med andre europæiske storbyer.”

I en kommentar til årsregnskabet for 2017 fra Arp-Hansen siger hotelanalytiker Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse til STANDBY.dk:

”Det er et helt vildt historisk flot resultat, Arp-Hansen har klaret det endnu bedre end i 2016. Selve dets regnskab er “state of the art” og indtjeningen kommer fra en kernesund drift. Arp-Hansen er kommet med den danske hotelbranches bedste regnskab.”

Relaterede artikler:

8.000 nye hotelværelser på vej til København

Danske hoteller fordobler milliardoverskud

Kæmpereception fejrede kendt hoteldirektør