- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sidste direkte tog mellem København og Ystad

TURISME: Som led i Færgeforliget fra 2014 stopper DSB fra lørdag den 9. december sin rute fra København til Ystad, den svenske færgeby hvorfra der sejles til Bornholm. Fremover skal togrejsende skifte i Malmø.

Togrejsende mellem for eksempel København og Ystad skal fra 10. december skifte tog i Malmø og fortsætte til Ystad med svenske Pågatåget.

TURISME: Som led i Færgeforliget fra 2014 stopper DSB fra lørdag den 9. december sin rute fra København til Ystad, den svenske færgeby hvorfra der sejles til Bornholm. Fremover skal togrejsende skifte i Malmø.

Der er ændringer på vej for den landbaserede trafikbetjening af Bornholm. Rederiet Bornholmerfærgen afgiver fra september næste år betjeningen af de tre ruter til Rønne – fra Ystad, Køge og tyske Sassnitz – til Molslinjen, der vandt den 10-årige kontrakt ved blandt andet at love op til 50 procent billigere overfartsbilletter.

For at priserne på færgebilletter kunne komme ned, blev tilskuddet til at drive togruten mellem Ystad via Malmø til København reduceret så meget, at DSB indstiller betjeningen. I stedet skal togrejsende bruge Påga-tåget, der hører under Skånetrafikken. Det har blandt andet rute fra Ystad til Malmø, hvor der skiftes til Øresundstoget for at komme til København. Der er cirka 60 kilometer mellem Malmø og Ystad – og uden det direkte tog mellem Ystad og København bliver rejsetiden op til en halv time længere.

Nye priser klar til januar
Molslinjens pressechef, Jesper Maack, siger til standby.dk, at rederiet endnu ikke har afgjort, om det vil indsætte egne busser fra København til Ystad, når det overtager færgedriften til Bornholm fra september næste år.

”Vi er ifølge kontrakten forpligtiget til at samarbejde med for eksempel busoperatører til og fra Bornholm,” siger Jesper Maack og tilføjer, at lige nu er Molslinjens foreslåede priser på færgefarten til Bornholm til endelig godkendelse i Trafikministeriet. Han forventer, at de godkendte priser kan lægges på rederiets hjemmeside til januar.

Ligeledes arbejder Molslinjen med beregninger for, om der kan være økonomi i en fjerde daglig sejlads mellem Ystad og Rønne – en sen formiddagsafgang. En sådan afgang har navnlig bornholmerne vist stor interesse for.

Relaterede artikler:

For lidt vinterturisme på Bornholm

Ny dansk buslinje tredobler

Bornholmske hoteller i nyt samarbejde