- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spanien og Italien grønne i nye rejsevejledninger

Spanien og Italien, seks franske regioner, Madeira, tre norske og en svensk region er grønne i de nye rejsevejledninger. Efter kritik understreger UM: ”Langt de fleste kan rejse til næsten hele verden.”

Udenrigsministeriet har taget denne uges kritik fra navnlig Danmarks Rejsebureau Forening til sig og gør det nu meget tydeligt, at færdigvaccinerede og tidligere smittede nærmest kan rejse som de vil.

Overskriften på denne uges pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet er: ”Langt de fleste danskere kan rejse til næsten hele verden.”

Her skriver Borgerservice hos Udenrigsministeriet, der står for rejsevejledningerne blandt andet også: ”Farverne i Udenrigsministeriets rejsevejledninger retter sig primært mod de borgere, der endnu ikke er vaccinerede. Færdigvaccinerede og tidligere smittede kan således som udgangspunkt i øjeblikket se bort fra farverne.

Selv om det kan være en jungle at finde rundt i, er hovedlinjen således, at langt de fleste danskere kan rejse til næsten hele verden. Alle rejsende bør dog altid læse de mange gode råd og anvisninger i rejsevejledningernes vejledningstekster for de enkelte lande,” skriver Udenrigsministeriet.

Ingen røde lande i øjeblikket
De danske rejsevejledninger har, i hvert fald måneden ud, fire primære farvelægninger af lande: Grøn: Vær opmærksom, Gul: Vær ekstra forsigtig, Orange: Unødvendige rejser frarådes for ikke-færdigvaccinerede og Rød: Alle rejser frarådes. I øjeblikket er ingen røde lande i rejsevejledningerne.

Til gengæld er der fortsat ”Skraveret orange,” hvor UM fraråder ikke-nødvendige rejser til et land på grund af landets betydelige indrejserestriktioner.

Udenrigsministeriet opdaterer hver fredag rejsevejledningerne for EU og Schengen-landene. Ændringerne har betydning for personer, der ikke er færdigvaccineret, understreger UM og tilføjer:

”Mange lande uden for Europa, herunder populære rejsemål i vinterhalvåret er lige nu orange i rejsevejledningerne. Det betyder, at Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser til de lande for ikke-vaccinerede. Som færdigvaccineret dansk turist kan man altså godt rejse til de fleste orange lande.”

Disse lande frarådes på grund betydelige indrejserestriktioner
Dette gælder dog ikke alle lande, da flere har betydelige indrejserestriktioner for danske turister også selvom man er færdigvaccineret.

Disse lande er blandt andet, skriver Udenrigsministeriet: Australien, Indonesien, Kina, New Zealand, Singapore, Thailand og Vietnam.

Reglerne er meget forskellige fra land til land, skriver UM og tilføjer: ”For Thailand gælder en særlig regel for Phuket, som er åben for færdigvaccinerede.”

Ugens ændringer i rejsevejledningerne
Spanien og Italien bliver atter grønne i de danske rejsevejledninger.

Det samme gør disse franske regioner: Centre – Val de Loire, Bourgogne-Franche-Comté, Hauts-de-France, Pays de la Loire, Bretagne og Nouvelle-Aquitaine.

Også portugisiske Madeira bliver atter grøn.

Det samme gør disse norske regioner: Møre og Romsdal, Vestfold og Telemark og Agder. I Sverige bliver  Sydsverige – Skåne, Halland og Blekinge – igen grøn på grund af faldende smittetal

Uden for EU/Schengen-landene bliver Chile, Kuwait og Rwanda skraveret orange på grund af betydelige indrejserestriktioner.

Her er link til dagens opdaterede pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet med masser af links til oplysninger i forbindelse med rejser i en coronatid, klik her.

Relaterede artikler:

Orange rejsevejledninger koster branchen milliarder

”UM’s rejsevejledninger afspejler ikke virkeligheden”

UM på vej med ændringer i rejsevejledninger

”Konspirationsteoretikere koster jobs i turismen”

Rejsevejledningerne og det orange dilemma