- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Spanien tiltrækker stadig flere danskere

I alt var der sidste år flyankomster til 14 spanske lufthavne fra Danmark. Syv af de spanske lufthavne havde over 100.000 ankomster fra Danmark. Det viser helt nye tal fra de spanske myndigheder, som Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark har oplyst til STANDBY.dk

Stigningen af ankomster fra danske lufthavne til Spanien var et plus for 2017 på små 11 procent sammenlignet med 2016. Tallene viser ankomster fra danske lufthavne og indeholder dermed også passagerer med andre nationaliteter, der sidste år fløj til Spanien fra Danmark.

De syv spanske lufthavne, der sidste år havde over 100.000 ankomster fra Danmark blev toppet af Malaga med 373.000, en stigning på over 16 procent eller 52.000 i forhold til 2016.

Herefter fulgte Mallorca med 298.000, et plus på 13 procent eller 34.300, Barcelona havde tæt på 272.000, en stigning på 6,5 procent eller 16.500 og Gran Canaria med 186.000 ankomster fra danske lufthavne sidste år, en stigning på syv procent eller 12.500.

Madrid havde sidste år 177.400 ankomster, plus fire procent eller 6.900, der var 152.500 til Alicante, lidt over to procent flere eller 3.500, mens Tenerife i 2017 havde 106.000 ankomster fra danske lufthavne, en fremgang på 5.300 eller plus fem procent.

De øvrige spanske lufthavne med ankomster fra Danmark sidste år, men med under 100.000 ankomster, var, i alfabetisk rækkefølge, sydspanske Almeria, Fuerteventura, Girona i nordspanske Catalonien, Ibiza, Lanzarote, Menorca og Sevilla.

Flest til Andalusien
Tallene fra de spanske myndigheder viser blandt andet også de fire regioner med flest ankomster sidste år fra danske lufthavne: Andalusien, De Baleariske Øer (Mallorca, Ibiza og Menorca), Kanariske Øer og Catalonien med navnlig Barcelona.

Der var i 2017 i alt 386.000 ankomster fra danske lufthavne til sydspanske Andalusien, en fremgang på 17,6 procent eller 58.000 i forhold til 2016. De Kanariske Øer havde 376.000 ankomster, plus syv procent eller 26.000 flere fra Danmark, Balearerne havde 305.000, små 12 procent flere eller en stigning på 32.000, mens Catalonien sidste år havde 288.000 ankomster fra Danmark, plus seks procent eller 17.000 flere end i 2016.

I alt havde Spanien sidste år 82 millioner ankomster fra udlandet; flest fra Storbritannien med 18,7 millioner, fulgt af Tyskland med 11,8 millioner og de nordlige naboer fra Frankrig med 11,2 millioner. De nordiske lande kom på fjerdepladsen med 5,8 millioner ankomster sidste år, en stigning på 14 procent.

Relaterede artikler:

Rejsetrends for sommeren 2018

Verden fik 3.524 nye flyruter sidste år

DRF: Udsigt til rekord-rejseår i 2018