- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies klimakompenserer alle flyrejser

Fra 29. april vil Thomas Cook Northern Europe, som danske Spies er en del af, miljøkompenserer alle de 1,5 millioner årlige flyrejser fra dets gæster – også de 20 procent, der rejser med rutefly.

”Vi har arbejdet med dette omfattende tiltag i snart et halvt år – dette er et kæmpe skridt, da omkring 95 procent af miljøpåvirkningerne på vores rejser netop stammer fra fly.”

Klik for stort format. Ud over flyrejsen arbejder Spies og resten af Thomas Cook Northern Europe også med bæredygtighedsstandarden Travellife på sine egne koncepthoteller som Sunwing Family Resorts og Sunprime Hotels. Pressefoto: Spies.

Det siger administrerende direktør for Spies i Danmark, Jan Vendelbo, til STANDBY.dk – Spies forventer i år cirka 285.000 rejsende fra Danmark, hvoraf omkring 20 procent flyver med rutefly, resten rejser primært med koncernens eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia.

Udspillet fra Spies kommer kort tid efter en af Spies’ største konkurrenter, TUI, forleden oplyste, at TUI fra 1. maj vil klimakompensere alle rejser fortaget med dets eget flyselskab, FlyTui, der dog kun transporterer omkring 30 procent af TUI’s gæster.

Ligeledes vil TUI klimakompensere sine gæsters ophold på TUI-koncernens egne hoteller.

Dobbelt kompensering
”Vi vil klimakompensere samtlige vores flyrejser – hvad enten det er med Thomas Cook Airlines eller de ruteflyselskaber, vi bruger. Nogle af disse ruteflyselskaber klimakompenserer også – dermed bliver det endnu mere en win-win for miljøet med dobbelt klimakompensering,” siger Jan Vendelbo og tilføjer:

”Og Thomas Cook Northern Europe bliver, så vidt jeg ved, første rejsekoncern i Norden til at miljøkompensere samtlige flyrejser.

Reducerer udslip
Thomas Cook Northern Europe arbejder med at minimere virksomhedens klimapåvirkning, hjemme i Norden, på flyrejsen og på rejsemålet. Således har Thomas Cook Airlines reduceret sit miljøskadelige udslip 20 procent de seneste 15 år, oplyser Spies i en pressemeddelelse.

”Vi vil gøre det nemt for vores gæster at gøre deres ferierejse mere bæredygtig, og vi har derfor valgt at kompensere for samtlige gæsters flyrejser. Turisme sikrer mange arbejdspladser verden over, men rejser påvirker også udslippet af drivhusgasser,” siger Magnus Wikner, koncernchef for Thomas Cook Northern Europe, og tilføjer:

”Vores primære fokus er fortsat at mindske vores udslip, og nu tager vi endnu et skridt mod at blive klimaneutralt og kompenserer de udslip, vi ikke kan undgå.”

Spies klimakompenserer ved at investere i både nye og eksisterende projekter som reducerer udslip af drivhusgasser og bidrager til en positiv påvirkning på mennesker og lokalsamfund.

Projekterne fokuserer blandt andet på rent vand i Østafrika og Gambia, vandkraftværker i Sri Lanka, vindkraft i Tyrkiet og Indien og derudover også på et træplantningsprojekt i Spanien.

I samarbejde med Verdensnaturfonden
Gennem projekterne skaber Thomas Cook i Nordeuropa adgang til rent vand, arbejdspladser, infrastruktur og sundhedsfremmende indsatser. Sammenlagt vil disse projekter nå ud til mere end 125.000 mennesker, lyder det.

Spies investerer i projekterne i samarbejde med Natural Capital Partners, NCP, som er førende på verdensplan inden for C02-reduktion. Samtlige projekter følger den globale standard, The Cabon Neutral Protocol, som ikke kun omfatter CO2-udslip, men samtlige udslip af drivhusgasser.

Projekterne er certificerede og opfylder alle kriterier for FN’s Clean Development Mechanism (CDM) eller Gold Standard, en kvalitetsstandard, der er udviklet af blandt andet Verdensnaturfonden, WWF, oplyser Spies.

Relaterede artikler:

TUI klimakompenserer kundernes rejser

Vred dommer truer krydstogtgigant

Spies stopper salg til diktators luksushoteller