- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sri Lanka kæmper for at genvinde turisternes tillid

Efter påskens terrorangreb, der kostede over 250 livet, arbejder Sri Lankas turistmyndigheder med at forsikre om, at øget sikkerhed har gjort landet til et efter forholdene sikkert rejsemål.

Sri Lanka har stadig det gule kort fra også det danske udenrigsministerium, der fortsat fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.

New York Times citerede for få dage siden Sanath Ukwatte, formand for Hotels Association of Sri Lanka, for at sige, at på dette tidspunkt af året ville landets hoteller typisk have en belægningsprocent på omkring 70 – nu er den i bedste fald ti procent. ”Alt fungerer – vi har bare ingen gæster,” sagde han til avisen.

Mens Sri Lanka for ti år siden, da den blodige borgerkrig sluttede, havde omkring en halv million årlige turister, var tallet sidste år næsten 2,4 millioner, heraf cirka 20.000 danskere.

Sri Lankas myndigheder har travlt med at fortælle, at terrorbomberne i påsken var en engangshændelse som det er set i andre terrorangreb de seneste år i for eksempel Paris, Istanbul og London. Men navnlig sikkerhedsmyndighederne har været stærkt kritiseret for deres manglende evne til at reagere på forhåndsadvarslerne om et muligt forestående terrorangreb op til påsken.

Men nu bevæger Sri Lanka sig atter fremad, lyder budskabet i lang pressemeddelelse fra landets turistmyndigheder, Sri Lanka Tourism Promotion Bureau, SLTPB, sendt til blandt andet arrangørerne af den årlige rejsemesse Ferie for Alle i Messecenter Herning.

SLTPB siger i pressemeddelelsen, at landets myndigheder atter har sikkerheden under kontrol og at alle formodede terrorister er arresteret.

”Derfor er Sri Lanka hastigt på vej tilbage mod normale tilstande – også for turistindustrien,” lyder det officielle budskab. I pressemeddelelsen siger Sri Lankas turistminister John Amaratunga blandt andet:

”Turisme er en kritisk sektor i Sri Lankas økonomi. Det er vores tredjestørste indtjener af fremmed valuta og beskæftiger mindst en halv million mennesker. Det er alt fra fiskere, landmænd, ham der kører tuk tuk’en, sælger kokosnødder på gaden, arbejder på hotellerne. De har alle glæde af turisterne. Sri Lanka har set sortere tider – og er altid kommet tilbage. Vi vil vise verden, at Sri Lanka atter kan blive en af verdens førende destinationer.”

Vil fortsat vise flaget
Sri Lanka arbejder hårdt for at genvinde rejsebranchen og turisternes tillid. Det sker ved endnu mere sikkerhed, at styrke promotion-arbejdet i udlandet for Sri Lanka som rejsemål ved blandt andet at deltage i rejsemesser samt invitere udenlandske journalister og bloggere til landet. Ligeledes arbejder turistmyndigheder med at få sine budskaber ud via sociale medier som Facebook, Twitter, Youtube, Pinterest og Instagram.

Sri Lankas turistmyndigheder oplyser, at man arbejder med de samme internationale eksperter indenfor krisehåndtering som hjalp turistmyndighederne i Egypten efter terrorangrebene eller for eksempel Lufthansas Germanwings-flyselskab efter selvmordpiloten styrtede Airbus-flyet ned i alperne i 2015.

Relaterede artikler:

Fraråder ikke-nødvendige rejser til Sri Lanka

”Sri Lanka er Østen samlet på én ø”

Frygten stopper ikke danskernes rejseliv