Fælles nordisk repræsentation i Sri Lanka. (Foto: UM Borgerservice)

Frygten stopper ikke danskernes rejseliv

KLUMME: Vi får så mange gode advarsler, men risikoen for terror kan aldrig helt undgås, men alternativet er at blive hjemme i haven eller i lejligheden. Lad den sunde fornuft råde.

Jeg har ikke nøjagtigt tal på, hvor mange gange danskerne er blevet opfordret til at blive hjemme i stedet for at rejse ud i verden i de 43 år, jeg nu har skrevet om rejselivets glæder og sorger. Til de sidste hører naturkatastrofer, trafikulykker med fly, tog og busser og ikke mindst terror. Som den tragiske hændelse i Sri Lanka i påsken og ufattelige sorg for efterladte som den danske familie, der mistede tre børn på et internationalt hotel i Colombo.

Stærkest i erindringen står 9/11 i USA og tsunamien i blandt andet Sri Lanka og Thailand. Den gang var det juleferien, der blev den tragiske ramme. Det var en naturkatastrofe med tsunamien, og terror i USA, og nu igen en ny muslimsk terrorhandling i al sin grusomhed.

Den gode partner i advarsler og sikkerhedsråd er fra Udenrigsministeriets Borgerservice, som sammen med rejsearrangører og flyselskaber udfører en form for beskyttelsesvejledning til daglig. Netop nu er det gode råd ikke at rejse til Sri Lanka, hvis det ikke er strengt nødvendigt.

Men hvorfor advarede man så ikke forud for påskens terror? Det kan ingen i Danmark svare på. Borgerservice er helt afhængige af de lokale myndigheder og politi. Og netop nu raser debatten på Sri Lanka om, hvorfor, der ikke var nogen advarsler, som måske kunne have reddet omkring 250 menneskeliv. Og hvis der var, hvorfor blev de så ikke brugt.

Jordnøddekrisen stoppede chartertrafik
Man kan også stille det spørgsmål, om der er blevet for mange advarsler, som har sløvet opmærksomheden i den globale verden. Man kan også råbe ”ulven kommer” så mange gange, at virkningen udebliver.

Måske kan man bebrejde UM Borgerservice en smule for ind imellem at have været for overforsigtige. Især i områder, hvor man har sat sin lid til andre landes vurderinger. I et typisk eksempel var det ved at koste Gambias økonomiske eksistens , da Storbritannien  ville straffe landet på grund af prispolitik med jordnødder, som er Gambias eneste eksportartikel ud over turismen.

Briterne frarådede rejser til den lille afrikanske stat, på grund af frygt for uroligheder. Som viste sig ubegrundet. Danmark og flere andre valgte at følge trop, mange andre lande gjorde det ikke. Det stoppede chartertrafikken i flere år fra København. Alt i mens Dansk Gambiansk Forening protesterede voldsomt.

Det bare sløver
Standardadvarslen som på UM Borgerservice: ”Undgå store grupper forsamlet i kirker eller ved møder og ved berømte seværdigheder.” sløver mere end den vejleder.

Hvis man tager på ferie til spændende byer, er det vel ikke for at holde sig inde på hotelværelset (og nu er det altså heller ikke sikkert), men for at opleve byen og stemningen. Og danske turister hører ikke til dem, der holder sig tilbage, hvor der foregår noget spændende. Jeg tror dog, der er sket en ændring de senere år, efterhånden som truslen om terror er blevet endnu mere alvorlig.

Danskere har ord for at være de sidste, der forlader et uroligt område og de første, der vender tilbage. Dumdristigheder eller sund fornuft! I baggrunden sidder større rejsearrangører og vurderer om de vil eller kan fortsætte.

Vi rejser uden frygt til Nice
Tør vi igen at sende charterfly til Egypten, valgt som eksempel? Rejser vi i dag ufortrødent til Nice? Svaret er ja. Hvad med London, hvad med Paris, hvad med Berlin? Hvordan med Bali? Svaret er ja. Hvad med Tyrkiet? Sikkert flere betænkeligheder, men langt de fleste har ingen skrupler, og en hær af charterfly fra danske lufthavne er en realitet i den kommende sommer.

Hvordan nu med Sri Lanka? Hvor længe skal der gå, før turisterne vender tilbage? Jeg hørte om en stor gruppe fra Danmark, som nu ændrer rejsemål. Ikke så meget fordi de tror, der er permanent uro, men mere fordi de ikke ønsker at besøge en by som Colombo i undtagelsestilstand.

Jeg husker denne smukke ø med et spændende dyreliv og kridhvide sandstrande, der i monopolets dage blev den almene danskers Thailand. På grund af SAS-monopolet fik charterbranchen ikke lov til at flyve til Thailand, men fik som kompensation Sri Lanka, hvilket især Tjæreborg Rejser og Sterling Airways benyttede sig af. Imens nøjedes Spies med Gambia. Det var der nok også bedre økonomi i. Den kortere flyvestrækning taget i betragtning.

Unge danskere ville blive i Israel
Da jeg  i 1973 var i Israel under våbenhvilen efter Yom Kippur-krigen og besøgte nogle kibbutzer , var der en del unge danskere tilbage, som ikke var taget hjem på trods af flere advarsler fra danske myndigheder. Da jeg senere var på Rhodos, og der var på randen af en krig mod Tyrkiet, lå der fortsat danske turister på stranden side om side med i hast indkaldte tjenere fra restauranterne. Det var ikke gået i dag.

Desværre er der latent ufred i Mellemøstren, og alligevel er Israel i dag et populært ferieland for danskere. Der er også sikkerhedskontrol ved ankomsten til landet, som næppe noget andet sted. Men kun i den periode, da man kunne risikere selvmordsbombere i supermarkeder, stoppede turismen for alvor.

Vi skal ikke bare ignorere og acceptere påskens terror . Kan vi ikke garanteres et troværdigt sikkerhedsniveau, vælger vi andre rejsemål. Men vi vil selv afgøre – og rejser i alle tilfælde – men lader fornuften råde i et samarbejde med rejsebranchen og UM Borgerservice.