- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stadig færre passagerer droppes fra fly

LUFTFART: I årets 3. kvartal afviste USA’s 12 største flyselskaber så få rejsende som følge af overbooking, at det blev det laveste kvartalstal siden USA’s transportministerium begyndte at måle disse i 1995.

LUFTFART: I årets 3. kvartal afviste USA’s 12 største flyselskaber så få rejsende som følge af overbooking, at det blev det laveste kvartalstal siden USA’s transportministerium begyndte at måle dem i 1995.

USA er verdens største indenrigsmarked. I første halvdel af i år havde USA’s flyselskaber samlet 332 millioner passagerer, primært indenrigs.

Tallene for afviste passagerer – især som følge af overbooking – blev i dette års tredje kvartal 0,15 passagerer blandt 10.000 rejsende hos de 12 største flyselskaber, oplyser U.S. Department of Transportation (DOT). Det er det laveste tal for et kvartal siden 1995, da DOT begyndte at lave statistik over afviste ombordstigninger. Og et fald fra 0,69 i samme periode sidste år, skriver nyhedsbureauet Reuters og tilføjer, at ifølge DOT blev i alt næsten 2.750 passagerer i årets tredje kvartal udsat for nægtet ombordstigning. Det svarer til én passager for hver 67.000.

Tallet på 0,15 afviste passagerer per 10.000 omfatter ikke rejsende, der mod kompensation fra flyselskabet vælger at afgive deres flysæde. Antallet af passagerer, der i dette års tredje kvartal frivilligt afstod fra deres flysæde mod erstatning, var tæt på 75.000 mod næsten 115.000 i samme kvartal sidste år, et fald på 35 procent, oplyser DOT.

USA’s fire største flyselskaber – American, Delta Air Lines, Southwest og United – havde også i årets tredje kvartal færre passagerer, der frivilligt og mod kompensation afstod deres flysæde, sammenlignet tredje kvartal sidste år.

10.000 dollars i kompensation
United Airlines blev i april i år ramt af en stor skandale i forbindelse med nægtet ombordstigning. Det skete da personale i Chicagos hovedlufthavn, O’Hare, trak en dengang 69-årig mand ud af et indenrigsfly, fordi United skulle bruge hans sæde til besætningsmedlemmer. For at øge passagerernes tilskyndelse til at acceptere at afstå deres sæde, hævede United bagefter sin sats til kompensation til 10.000 dollars og lovede så vidt muligt helt at afskaffe overbookinger.

American Airlines har reduceret antallet af passagerer, der udsættes for nægtet ombordstigning med over 90 procent. I dette års seneste kvartal var tallet kun 103 passagerer ud af 25,1 millioner – eller 0,04 ud af 10.000 flypassagerer.

Til sammenligning blev næsten 1.100 United-passagerer ud af 23,4 millioner nægtet ombordstigning som følge af overbooking. Det var 0,46 ud af 10.000 rejsende hos United.

Ifølge DOT afviste Spirit Airlines i dette års tredje kvartal flest passagerer, mens det hos Delta, Virgin America, JetBlue og United i gennemsnit var én for hver 250.000 rejsende.

Relaterede artikler:

Færre passagerer smides af fly i USA

United klar til sidste Boeing B747-flyvning

Ruter til over 40 USA-lufthavne fra Europa