United klar til sidste Boeing B747-flyvning

LUFTFART: United Airlines og Delta Air Lines siger i år farvel til sine sidste eksemplarer af den ikoniske Boeing 747. Dermed har ingen amerikanske flyselskaber jumbojetten som passagerfly ved årets udgang.

Star Alliance-medlemmet United Airlines flyver 7. november for sidste gang en passagerflyvning med selskabets sidste B747 fra San Francisco til Hawaiis hovedstad, Honolulu. Det er samme strækning som United i 1970 havde sin første B747-flyvning med.

På den sidste flyvning serveres betalende og indbudte gæster en menu inspireret af 1970’erne – ligesom kabinepersonalet vil have uniformer fra 1970’erne.

B747 var på mange måder unik, bl.a. at have to etager – men United sælger ikke pladserne på første sal, dermed kan alle rejsende på den sidste flyvning gå op ad trappen og se denne del af kabinen.

United Airlines begyndte først selv at have Boeing 747 fra 1989. Fra starten af 1970’erne fløj B747 for Continental Airlines, der i 2010 blev opslugt af United.

”United er meget forbundet med dette ikoniske fly, men tiden er kommet til at fjerne B747. Det er en bittersød beslutning, men faktum er, at der i dag er flere mere brændstoføkonomiske og omkostningseffektive langrutemodeller,” hedder det.

Blandt afløserne er Boeing 777-300ER, som United er begyndt at modtage. United har kun den næst nyeste version af B747, B747-400, den har i Uniteds version plads til 374 passagerer. B777-300ER får hos United plads til 366 rejsende.

United har til sine langruter også Boeing 787-8 og 787-9 Dreamliners med plads til hhv. 219 og 252 passagerer – og fra næste år får United nye Airbus A350 til sine langruter.

Også farvel fra Delta

Delta Air Lines fra Skyteam-alliancen er i dag eneste andet flyselskab i USA med B747 på passagerruter. Delta forventer også at pensionere sine sidste B747 med udgangen af i år. Delta har ikke selv haft B747, men overtog en række efter selskabet opslugte Northwest Airlines. Hos Delta afløses B747 på langruterne bl.a. af Airbus A330 og de kommende Airbus A350.

Over 1.500 B747’ere

Boeing B747 begyndte at flyve i 1970. Siden er der samlet over 1.500 eksemplarer. Blandt de største brugere af B747 i dag er British Airways, Korean Air og Lufthansa. I dag har Boeing kun bestillinger på 17 B747, der bl.a. også flyver som Air Force One.

I dag samler Boeing kun en B747 hver anden måned.

For nylig har Air France og Air Canada udfaset sine sidste B747 – det gjorde f.eks. også Eva Air fra Taiwan i august i år.

Der er dog rygter om, at Turkish Airlines vil købe otte af den nyeste model, 747-8i.