- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stjernebesat ny dansk film optaget på kendt hotel

Snart er der biografpremiere på Rose med blandt andet Sofie Gråbøl og Anders W. Berthelsen. Filmen følger en bustur til Paris, nogle scener er optaget på koncerthotellet Fuglsøcentret.

Sidst i februar har spillefilmen Rose fra Nordisk Film biografpremiere, instrueret af Niels Arden Oplev, der for eksempel kendes fra filmen ”Ser du Månen, Daniel.”

Rose følger en turistbusrejse fra Aalborg til Paris i selskab med blandt andet Sofie Gråbøl, Lene Maria Christensen, Anders W. Berthelsen, Søren Malling og Peter Gantzler.

Klik for større format. Fuglsøcentret, der foreløbig tæller 171 værelser, var kulisse for nogle af scenerne i den kommende danske biograffilm Rose. Foto: Peter Brinks.

Nogle af scenerne, inden tur går mod Paris, er optaget på koncerthotellet Fuglsøcentret på Djursland. Fuglsøcentret udgør i filmen en institution, scenerne herfra blev optaget gennem en uge i oktober 2020. ”Det var meget spændende dage,” oplyser hoteldirektør Peter Brinks. Dele af hotellets fællesområder blev ombygget til en af filmens hovedpersoners værelse, opholdsstue og så videre.

Rose udspiller sig over en uge i sensommeren 1997. Turistbussen ruller fra Aalborg Rutebilstation mod den franske hovedstad.

I bussen sidder Inger (Sofie Gråbøl), hendes søster Ellen og svoger Vagn (Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen) sammen med en gruppe glade forventningsfulde nordjyder, som er lykkeligt uvidende om, hvad der venter dem.

For næppe er bussen, som køres af tour-guide Ole (Peter Gantzler), nået frem til den jyske motorvej, som skal føre dem sydpå, før Inger delagtiggør selskabet i sin sindslidelse, hedder det i en pressemeddelelse.

Optaget i Jylland og Paris
Filmen er indspillet med støtte fra blandt andet Den Vestdanske Filmpuljes og optaget i Midt- og Østjylland, herunder Gudenåen ved Randers, Knebel (Fuglsøcentret) og Aarhus.

”Rose er fortællingen om de to søstre, Inger og Ellen, hvordan deres forhold bliver udfordret på en busrejse til Paris, som på alle måder udvikler sig i både rørende og ufrivilligt komiske og dramatiske retninger. Det er en film om at drive omsorg og kærlighed for hinanden på trods af vores forskelligheder. Og så er det en fim om, at vi ikke altid skal skue hunden på hårene, – for de indre og sande kvaliteter opfanges kun sjældent af øjet, der ser,” siger Niels Arden Oplev i pressemeddelelsen.

Rose skulle have haft dansk premiere sidste efterår, men den blev rykket til februar i år som følge af coronakrisen.

Relaterede artikler:

Vores redning blev spredning af forretningsområder

Rejsebureaudirektør i mange udklædninger i PR-film

Hollywood-stjerne sagde nej til flyselskabsreklame

TV-krimiserien Hvide Sande kommer ud i verden