- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor forskel på krav fra sommerhusgæster

I feriehøjsæsonen gæster danske og udenlandske turister det danske sommerland, men der er stor forskel på kravene fra sommerhusgæsterne, viser analyse fra feriehusudlejeren DanCenter.

Det er fortrinsvis nordmænd, tyskere, svenskere og danskere, der fylder de danske sommerhuse til udlejning i disse uger – men de har forskellige præferencer.

En analyse af turisternes søgekriterier i forhold til feriebolig foretaget af feriehusudlejeren DanCenter viser, at de forskellige nationaliteter har forskellige ønsker til de danske sommerhuse.

Kaye Rosengaard, service- og driftschef hos DanCenter, en af Danmarks største feriehusudlejere, siger i en pressemeddelelse: ”Når vi kigger på vores enorme database med turisternes søgekriterier, kan vi se klare forskelle mellem de enkelte nationaliteters præferencer, når de skal udvælge feriebolig i Danmark.

For eksempelvis de tyske gæster er ferieboligens beliggenhed tæt på kysten samt muligheden for at medbringe kæledyr blandt de vigtigste parametre, mens danskerne i højere grad træffer valg, der tager hensyn til vejret.”

Husdyr, opvaskemaskine og indendørs pool
Tal fra DanCenters søgedatabase viser, at næsten hver femte af de tyske feriehussøgninger indeholder et kriterie om, at det er tilladt at medbringe kæledyr.

Samtidig er tyskerne den nationalitet, for hvem afstanden til vandet er mest afgørende, ligesom de er mest tilbøjelige til at ønske havudsigt. Ti procent af de tyske søgninger kræver under 500 meter til vandet – generelt er de udenlandske turister mere tiltrukket af nærheden til vandet end danskerne.

Ser man på de hollandske gæster, er opvaskemaskine det søgekriterie, der fylder mest hos dem.

Ferieboliger med pool er et forholdsvist populært søgekriterie blandt alle nationaliteter, oplyser DanCenter. Næsten 15 procent af de danske søgninger indeholder et flueben ud for indendørs pool. Til gengæld er tyske gæster det folkefærd, der i videst udstrækning ønsker spa og sauna i sommerhuset.

”Selvom søgninger efter pool er populært blandt vores udenlandske gæster, er vores danske gæster mere bevidste om usikkerhederne ved det danske sommervejr, og derfor er kriteriet absolut mest brugt blandt danskerne,” siger Kaye Rosengaard og tilføjer:

”Her kommer vores udenlandske gæster i højere grad for naturen og de danske badestrande. Derfor fylder kriteriet om pool mindre hos dem.”

Fyldte feriehuse landet over
Ligesom de to seneste somre oplever DanCenter i øjeblikket en belægningsgrad på næsten 100 procent i juli i hele landet, mens belægningsgraden for august er på 80 procent.

Største ændring i år sammenlignet med de seneste somre er, at udenlandske turister igen booker de danske sommerhuse. I de seneste to sommersæsoner har DanCenter oplevet en ekstraordinær stor efterspørgsel fra danske gæster, men for første gang i lang tid er det i stedet de udenlandske gæster, der står for størstedelen af DanCenters bookinger i juli.

Således står tyske gæster i år for 48 procent af det samlede antal bookinger, danske gæster for 38 procent og nordmænd for blot tre procent af bookingerne i Danmark.

DanCenter, der er repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, ejes – sammen med blandt andet DanLand – af indiske OYO Vacation Homes, en af verdens største aktører i blandt andet den europæiske feriehus-branche.

Ifølge officielle tal er der godt 200.000 sommerhuse i Danmark. Af disse bliver omtrent 40.000 udlejet via officielle kanaler. Det kan eksempelvis være medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening.

Relaterede artikler:

Danskerne booker halvt så mange danske feriehuse

Danskere stadig interesseret i ferie på hjemmebanen

Feriecenterkæde sætter navn på Årets Feriecenter