De genåbnede grænser har reduceret danskernes behov for at leje sommerhus i Danmark. Resten af året har danskerne kun booket halvt så mange ferieboliger som sidste år, oplyser Danmarks Statistik.
Ifølge de officielle tal er der godt 200.000 sommerhuse i Danmark. Af disse bliver omtrent 40.000 udlejet via officielle kanaler. Det kan eksempelvis være medlemmerne af Feriehusudlejernes Brancheforening.
Danmarks Statistik er netop kommet med tallene for udlejning af sommerhuse og ferieboliger i Danmark i sidste måned, juni.
Der var i alt 2,5 millioner overnatninger i udlejede danske feriehuse i juni, hvilket er det højeste overnatningstal for en juni måned nogensinde, oplyser Danmarks Statistik.
Efter to år med COVID-19 restriktioner og færre udenlandske gæster vendte især de tyske gæster tilbage til de danske feriehuse og stod for 1,6 millioner overnatninger i sidste måned.
Til gengæld kom der ikke en gentagelse af sidste års exceptionelt høje antal af danske overnatninger. I juni i år var der 625.200 danske overnatninger, et fald på 31 procent i forhold til samme tid sidste år. Niveauet af danske overnatninger er dog stadig højere end før pandemien, fastslår Danmarks Statistik.
Vesterhavet tiltrak turisterne
Vesterhavskommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde havde med henholdsvis 426.500 og 423.100 overnatninger flest overnatninger i lejede sommerhuse og ferieboliger i juni.
Herefter kom Bornholm med 127.963 overnatninger efterfulgt af Tønder med 118.700 overnatninger og Hjørring med 109.600 overnatninger, oplyser Danmarks Statistik.
På minussiden, konstateres det, at der for resten af i år er færre bookinger af danske sommerhuse og ferieboliger end på samme tidspunkt sidste år.
Danmarks Statistik skriver således: ”Der var ved udgangen af juni booket 353.100 husuger for resten af i år. Det er et fald på otte procent i forhold til samme tidspunkt i 2021. De tyske bookinger er gået frem med 4 procent, mens de danske bookinger næsten er halveret.”
Se hele juni-opgørelsen fra Danmarks Statistik via dette link.
Relaterede artikler:
Fastholder nye danske feriehusgæster