- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor stigning i salg af safarirejser

Dansk rejsebureau med kendt milliardær i ejerkredsen og speciale i rejser til en række lande i Afrika fik i sidste regnskabsår vækst i omsætningen på 50 procent – og sit første overskud.

Africa Tours, der har rigmanden Karsten Ree som medejer, havde i sidste regnskabsår overskud for første gang. Overskuddet blev på 1,9 millioner kroner, oplyser rejsebureauets administrerende direktør og medejer af Africa Tours, Claus Lund Sørensen.

Han ønsker ikke at oplyse omsætningen, kun at resultatet for sidste år er en fremgang på 50 procent. Rejsebranchekilder anslår overfor STANDBY.dk at omsætningen hos Africa Tours sidste år var mellem 35 og 40 millioner kroner.

Africa Tours er i løbet af få år blevet en af Danmarks største arrangører af rejser til Afrika – sidste år havde rejsebureauet, der har hjemme i Herning, 1.700 gæster på sine safarier. Dets destinationer er rundrejser i navnlig Kenya, men også Tanzania, Sydafrika, Botswana, Zimbabwe, Namibia og Uganda.

Claus Lund Sørensen siger, at Africa Tours navnlig bruger flyselskaber som KLM, Kenya Airways, Turkish Airways og British Airways.

Karsten Ree købte Africa Tours i 2015 efter rejsebureauet i en årrække havde givet underskud. Karsten Ree samlede Africa Tours og erhvervsrejsebureauet B2B Travel i anpartsselskabet Safarigruppen. Det er Safarigruppens regnskab for 2017 der viser et plus på 1,9 millioner kroner på bundlinjen.

Karsten Ree ejer blandt andet også safariparken Ree Park ved Ebeltoft og Karen Blixen Camp i Kenya, sidstnævnte købte Karsten Ree i 2012 af Albatros Travel. Karen Blixen Camp er nabo til nationalparken Masai Mara i Kenya og via Karen Blixen Camp Trust drives to lokale skoler, der uddanner unge til at være aktive i bevarelsen af lokalsamfundene.

Til kamp mod krybskytteri
Claus Lund Sørensen siger: ”Vores gæster er meget bevidste om forholdene i Afrika og om problemerne for de truede vilde dyr. Derfor støtter vi økonomisk bekæmpelse af krybskytteri. Desværre er blandt andre næsehorn i fare for at blive udryddet, fordi deres horn er eftertragtede i Japan, Kina, Vietnam og andre lande i Asien. Africa Tours er tilstede i Afrika, så vi kan følge udviklingen og forhåbentlig påvirke den i positiv retning. Blandt andet derfor har vi eget kontor i Kenya.”

Markedet i Danmark for safarirejser har været stabilt i adskillige år, men nogle rejsearrangører er bukket under i den hårde konkurrence om kunderne, noterer Claus Lund Sørensen og tilføjer: ”2018 er startet endnu bedre end 2017, så vi ser meget lyst på fremtiden.”

Relaterede artikler:

Togrejse deluxe på tværs af Det sydlige Afrika

Milliardær sælger Danmarks største biludlejer

Karsten Ree køber rejsebureau