- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Store forskelle i europæisk turistvækst

Danmark er nummer 5 fra bunden blandt de 33 europæiske lande, der har rapporteret foreløbige tal for turismevækst i op til årets fem første måneder. Listen fra European Travel Commission toppes af Tyrkiet.

Danmark havde i årets første måneder kun en vækst i sin turisme på tre procent sammenlignet med sidste år. Kun Spanien, Schweiz, Luxembourg og Italien melder om lavere vækstrater.

Generelt er det gået godt for de 33 europæiske lande, der har indrapporteret deres vækst i turisme i op til årets fem første måneder til European Travel Commission – hvert tredje land melder om en tocifret vækst sammenlignet med samme tid sidste år, ført an af Tyrkiet med en fremgang på 33 procent.

Tallene er ikke endegyldige, nogle er foreløbige og andre dækker kun op til årets fem første måneder. Europa er verdens største marked for turisme målt i antal ankomster fra andre lande – totalt havde Europa i de op til fem første måneder af i år en gennemsnitlig fremgang i turismen på syv procent.

Ifølge European Travel Commissions netop udgivne seneste opgørelse, “European Tourism – Trends & Prospects 2018,” skyldes væksten i den europæiske turisme blandt andet det stigende antal flyruter indenfor de europæiske lande, flere langruter til og fra Europa samt de europæiske landes fokus på at tiltrække flere turister hele året, ikke kun i højsæsonen.

Tyrkiet topper turismevækst
Selv om Tyrkiet ikke bevæger sig i en særlig demokratisk retning, så har landets regime tilsyneladende fået styr på ro og orden efter en række terroraktioner og et mislykket militærkup.

Således steg antallet af turismeankomster til Tyrkiet i årets første måneder 33 procent; fulgt af søndagens VM-finalister fra Kroatien med 27 procent, mens et andet Balkan-land, Montenegro, så en fremgang på 22 procent sammenlignet med sidste år.

Der var også tocifrede fremgange hos de to Middelhavsstater, Malta og Cypern, med henholdsvis plus 18 og 15 procent. Stor fremgang viser også Bulgarien, der i årets første måneder havde en vækst på 12 procent.

Størst vækst i Norden havde Sverige og Norge, begge med stigninger på små ti procent, mens nordisk turismes boom-boom land de seneste år, Island, måtte nøjes med en fremgang på seks procent i de første måneder af i år.

Relaterede artikler:

Stor turistvækst i Tyrkiet

Her er danskernes charterfavoritter

Spies klar med rejser til næste sommer