- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Sveriges unge køber flere togrejser til ferien

Svenske studerende købte ifølge SJ 26 procent flere togbilletter i første halvdel af i år sammenlignet med samme tid sidste år. Og betydeligt flere vælger at rejse med tog fremfor fly eller bil, viser undersøgelsen om svenske studerendes rejsevaner.

Allerede sidste år købte svenske studerende 22 procent flere togbilletter end de gjorde i 2017 – og i første halvdel af i år er tallet altså steget med 26 procent, sammenlignet med januar til juni sidste år, oplyser SJ.

Svenske studerende tilskyndes også til at vælge toget, da de får rabat på togrejser med deres studiekort.

SJ peger i sin pressemeddelelse på, at klimadebatten – herunder begrebet ”flyskam” – får flere svenskere, herunder studerende, til at købe en togbillet fremfor at bruge fly eller bil.

Tre ud af fire svenske studerende siger i undersøgelsen, at de tænker på miljøet når de rejser indenfor Sverige – mens tallet ”kun” er 57 procent for svenskerne i almindelighed.

Glæde hos SJ
Det øgede salg af togbilletter til svenske studerende vækker glæde hos de svenske statsbaner, SJ, der i snit hver dag har 140.000 passagerer på sine langære strækninger, altså ikke for eksempel hvad der i Danmark svarer til S-tog og Metro.
SJ har i snit 1.200 daglige afgange mellem 284 stationer ud over Sverige. Sidste år have SJ næsten 32 millioner passagerer, en stigning på fem procent i forhold til 2018.

En af de mest benyttede togstrækninger i Sverige er Stockholm-Malmø-København.

”At fremtidens rejsende, blandt andet de studerende, er klimasmarte og rejser stadig mere med tog er positivt og tegner godt for fremtiden. Vi får behov for flere tog og jernbaneskinner for at klare den voksende efterspørgsel,” siger Tobbe Lundell, pressechef hos SJ.

Navnlig kvindelige svenske studerende er flittige til at bruge toget, 53 procent af kvinderne vælger toget når det er muligt mod kun 25 procent af de mandlige studerende.

Relaterede artikler:

Dansk transportminister positiv overfor nattog

DSB afviser kritik fra turistchef

Arriva sælger togbilletter til hele Danmark