- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Swiss klar med ny First Class Lounge

På mandag åbner Star Alliance-medlemmet sin nye lounge til passagerer på første klasse i Zürichs lufthavn – Swiss vil også hente ankommende First Class-passagerer ved flyet og i limousine køre dem til paskontrollen.

Den nye Swiss First Lounge i Terminal A er på 650 kvadratmeter. I loungen har passagererne blandt andet adgang til en à la carte restaurant og en barista med over 100 produkter. Udover rejsende på Swiss’ første klasse kan den nye lounge også bruges af indehavere af HON Circle-bonuskortet fra Lufthansa Group.

Der bliver adgang til den nye lounge, oplyser Swiss, via en særlig rulletrappe fra afgangshallen. Herefter checkes der ind ved en velkomstskranke, hvor de rejsende også kan aflevere deres bagage inden de går gennem en særlig sikkerhedskontrol. Er der afrejse fra Zürich i hårdt vintervejr og er rejsemålet for passageren på første klasse en varmere destination, så kan for eksempel den varme vinterfrakke gratis opbevares i lufthavnen til passageren vender hjem.

Swiss har i forvejen en First Lounge i Zurich-lufthavnens Terminal E. Rejsende på Swiss’ første klasse, der checker ind i loungen i Terminal A, vil blive kørt i limousine til loungen i Terminal E, hvorfra Swiss’ langruter navnlig afgår.

Chauffør-afhentning ved ankomst
Og passagerer, der flyver til Zurich med Swiss på First Class og ankommer til Terminal E, Terminal B eller hvis flyet er fjernparkeret vil nu som noget nyt blive hentet i ankomstgaten af en limousine med chauffør – herfra køres passagererne direkte til enten paskontrollen eller sikkerhedskontrollen i Terminal A eller B, hvis de skal flyve videre fra Zürich.

Nye destinationer
Fra Zürich får Swiss i årets sommerprogram nye ruter til Bordeaux og Marseille ligesom ruten til Ukraines hovedstad, Kiev, genoptages. Ny rute for Swiss ud af Zürich bliver også sydpolske Wroclaw.

Swiss var i øvrigt sidste år det 18. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 292.000 passagerer.

Relaterede artikler:  

8.000 nye medarbejdere til flyselskab i 2018

Fire nye SWISS-destinationer

Lufthansa-gruppen skruer op