- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tidligere lufthavnsdirektør i nyt bestyrelseshverv

Kjeld Zacho Jørgensen, der sidste år forlod Billund Lufthavn, er ny bestyrelsesformand for Dansk Kyst- og Naturturisme og har nu tre betydelige hverv inden for rejser og luftfart.

I 2015 blev Dansk Kyst- og Naturturisme etableret som erhvervsdrivende fond for at kunne medvirke til at udvikle og skabe vækst i kyst- og naturturismen i Danmark.

Siden etableringen har Henrik Höhrmann været bestyrelsesformand, men han er nu blevet afløst af Kjeld Zacho Jørgensen, der er tidligere administerende direktør i Billund Lufthavn, som han forlod ved udgangen af juni sidste år. 

Som formand for Dansk Kyst- og Naturturisme bliver Kjeld Zacho Jørgensen ansvarlig for at realisere fondens nye handlingsplan 2019-2021, som forgængeren har været med til at udforme. Her skal der fokuseres på at opbygge stærke destinationer i kyst- og naturturismen gennem en øget international synlighed, produktfornyelse og bedre destinationskvalitet.

“Vi er meget glade for det fokus, turismen har fået i den nationale erhvervsfremmeindsats. Det er rigtig positivt for os, at den landsdækkende erhvervsstrategi nu har større fokus på turisme, og med de nye destinationsselskaber træder vi ind i en ny fase af turismeudviklingen i Danmark, hvor destinationerne i endnu højere grad kan bidrage til jobskabelse og vækst i deres respektive områder,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Flere vigtige tillidshverv
Udover den nyudpegede formand indtræder i bestyrelsen også Per Dam, der fra 1. maj er ny direktør for Sol og Strand Feriehusudlejning samt Pernille Kofod Lydolph, direktør i Destination Bornholm.

Dermed består bestyrelsen pr. 21. marts af følgende personer:

Kjeld Zacho Jørgensen, der er bosat i Rådal syd for Bergen, er ledelsesrådgiver via sin egen virksomhed, Zacho Advice. Udover den nye formandspost i Dansk Kyst- og Naturturisme, er Kjeld Zacho Jørgensen også bestyrelsesformand i Air Greenland og Rejsegarantifonden.

Fra 2010 til januar 2019 var den tidligere Billund Lufthavn-direktør også medlem af bestyrelsen for VisitDenmark, og CV´et indeholder også en bestyrelsespost i Givskud Zoo fra 2001 til 2016.

 

Relaterede artikler:

Stor vækst i dansk kystturisme

Fem nye i bestyrelsen hos VisitDenmark

Farvel til lufthavn – ikke til bestyrelser