- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tidsbestilling i Tivoli og vagtfirma til at sikre afstand

Halloween gav Tivoli erfaringer med travle dage. Derfor introduceres til Jul i Tivoli et nyt bookingsystem, og der indsættes vagtfirma foran indgangene for at sikre afstand mellem gæsterne.

Vagtfirmaet skal guide ventende Tivoli-gæster væk, hvis der er optræk til kødannelser på fortovet foran Tivoli. Jul i Tivoli strækker sig ‪fra 13. november til 3. januar, og langt de fleste aktiviteter foregår under åben himmel.

Selv om det i år ikke bliver den jul, de fleste drømmer om, byder Tivoli på julemad, gløgg samt rutsjebane- og slentreture i haven, oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

Ved Jul i Tivoli bliver der premiere på et nyt bookingsystem, så gæsterne skal bestille tid til deres juletur i Tivoli på forhånd. Formålet er naturligvis at tage de nødvendige forholdsregler i forbindelse med covid-19 og sikre gæsterne en god oplevelse i Tivoli.

Gæsterne opfordres til at planlægge deres besøg og undgå de travle lørdage i den 82.000 m2 store forlystelseshave.

Bare ikke på samme tid
I pressemeddelelsen siger Tivolis administrerende direktør, Susanne Mørch Koch:

”Vi kan være mange i Tivoli, hvis bare vi ikke kommer på samme tid. Derfor indfører vi nu et bookingsystem, hvor gæsterne på forhånd skal bestille tid. Vi tager ansvaret for pladserne og fortovene foran indgangene med bistand fra et vagtfirma, der guider gæsterne ad de ensrettede veje til indgangen.”

Tivoli opfordrer jule-gæsterne til at kigge på gæsteprognoser på hjemmesiden tivoli.dk, før de planlægger deres besøg.

”Vi tøver ikke med at lukke indgangene, hvis vi skønner, det er nødvendigt for at undgå trængsel, men målet er, at det ikke bliver nødvendigt med det nye bookingsystem,” siger Susanne Mørch Koch og tilføjer:

”2020 har været et hårdt år for os alle. Vi ønsker at sende et hjerte til vores gæster og til hele København, og så er der også en særlig hilsen til alle de mange, medarbejdere i Tivoli, der imod alle odds får det hele til at klappe for vores gæster.”

Relaterede artikler:

Danske forlystelsesparker mister milliardbeløb

Tivoli lukker og genåbner efter kun fire dage

Regeringen opfandt seksdagesreglen uden at spørge eksperter