- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tivoli udvider sit B2B-salgsteam

Det går så godt for Tivolis forretningsområde med møder og events – blandt andet efter overtagelsen af Axelborgsalen - at salgsteamet det seneste år er udvidet med yderligere seks.

Da Axelborgsalen med plads til 400 siddende gæster og Bokssalen i Axelborg-bygningen med plads til 320, sidste år blev en del af Tivolis portefølje af restauranter og lokaler, fordoblede Tivoli sin kapacitet til møder og konferencer.

Axelborg ligger overfor Tivolis hovedindgang på Vesterbrogade. Og den fordobling har haft stor positiv betydning for Tivoli og dets håndtering af blandt andet store selskaber. På den baggrunden er staben i Tivolis salgsteam blevet udvidet indenfor det seneste år, oplyser Tivoli.

Lars Adler, BTB (Business To Business) salgschef i Tivoli siger:

”Vi har i det forgangne år foretaget en markant udvidelse af vores BTB salgsteam. Vi har også opgraderet vores bookingafdeling og eventkoordinering, så vi nu er i stand til at imødekomme det stigende antal gæster. Vi er inde på en rigtig god rejse med hensyn til firmaer, messer og privatfester, derfor har vi optimeret teamet yderligere.”

Tiltrængt ansigtsløftning
I dette forår fik Axelborg en tiltrængt ansigtsløftning. Der er blevet installeret nyt AV-udstyr og et avanceret lysanlæg. Lokalerne er blevet moderniseret, hvilket alt sammen har betydet en forøgelse af gæstebesøg og en stigende interesse blandt virksomheder og private.

Lars Adler tilføjer: ”Med udvidelsen af vores Nimb Hotel forrige år, og overtagelsen af Axelborg sidste år, oplever vi en markant øget efterspørgsel på såvel konferencer, møder og middage hos os. Vi er inde i en god periode og har derfor sat flere kolleger til de kommende opgaver.”

Med udvidelsen hos Tivoli er der nu 18 medarbejdere i BTB salgsteamet og ti medarbejdere i booking/eventkoordinering.

De seks nye ansatte, der er ansat alene i år, tæller i BTB Salgsteamet dette firkløver: Ada Toftefors, Christina Steinmetz, Lasse Nymand og Camilla Fordermaier – ligesom bookingteamet også er udvidet med to booking- og eventkoordinatorer.

Ada Toftefors er hentet til Tivoli fra job som account manager på Kurhotel Skodsborg og har tidligere været salgs- og reservationschef på Brøchner Hotels samt account manager i Radisson Hotel Group.

Christina Steinmetz, der nu er kommet over i B2B-salgsteamet, har de senere tre år været på Tivolis Nimb Hotel, mens Lasse Nymand og Camilla Fordermaier begge er nye i denne del af MICE-branchen.

Tivoli har 25 restauranter
Ved også at have Axelborg på menukortet kan Tivoli tilbyde en kombination, hvor møder og events holdes på Axelborg og at gæsterne kan gå i Tivoli og for eksempel spise frokost. Tivoli er en af Københavns største udbydere af spisesteder med blandt andet 25 restauranter.

Nimb og Tivoli oplever i år stor interesse fra danske og udenlandske kunder, og gør sig klar til juletravlhed i restauranter og eventlokaler, når Jul i Tivoli skydes i gang den 16. november og varer til 5. januar.

Tivoli er en af Københavns største udbyder af spisesteder med blandt andet 25 restauranter, 16 Food Hall-madstader i Tivoli Food Hall samt ni caféer. Tivoli driver selv 29 spisesteder egne samt plæneboder til Fredagsrock, Halloween og Jul i Tivoli. De øvrige spisesteder drives af lejere i Tivoli.

Snart halloween i Tivoli
På fredag, den 11. oktober, åbner Halloween i Tivoli, den tredje af de fire årlige sæsoner i Tivoli – Jul i Tivoli er den sidste.

Til halloween i Tivoli er der i år pyntet op med blandt andet over 21.000 græskar – og igen i år forventer Tivoli et stort ryk ind af udenlandske turister i perioden 11. oktober til 3. november. Det betyder øget travlhed på Hotel Nimb, Axelborg og Tivolis mange spisesteder.

Relaterede artikler:

Ny chef for Tivolis restauranter

Tivoli fejrede mere plads til møder og events

Tivoli fordobler kapacitet til møder og events