- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tjekkiet vil møde den skandinaviske rejsebranche

På nordisk workshop-turne næste måned i blandt andet København vil Tjekkiets turistråd, Czech Tourism, med partnere fortælle om landet som rejsemål – herunder de mange julemarkeder.

Tjekkiet er et godt, spændende og billigt rejseland. Det bliver nogle af budskaberne til den danske rejsebranche ved næste måneds Nordic Roadshow Discover Czech Republic, der begynder sin nordiske rundtur i København den 5. november.

Det sker på et af Københavns nyeste hoteller, Ottilia i Carlsberg-byen – cirka 500 meter fra Københavns nyeste S-tog station, Carlsberg, to stop fra Hovedbanegården.

Med fly er det relativt nemt at komme til Tjekkiets hovedstad, Prag – alene fra Københavns Lufthavn har det tjekkiske flyselskab, CSA, samt Norwegian og Ryanair ruter til Prag.

Bag det kommende Nordic Roadshow Discover Czech Republic står landets turistråd, Czech Tourism, der har nordisk kontor i Stockholm. En række partnere deltager i roadshowet, der udover København også besøger Stockholm og Helsinki.

Med på den tjekkiske turne i Norden er en række tjekkiske aktører indenfor turisme: Prague Convention Bureau, Tjekkiets største hotelkæde, Orea Hotels & Resorts, med 14 hoteller spredt ud over landet og med fokus på blandt andet byer, spa, bjergene, resort-områder samt møder- og events, fra kongresser til incentives og teambuilding.

En anden deltagende hotelkæde er CPI Hotels ligesom workshoppen har medvirkende af incomingbureauer og transportselskaber.

Masser af jul i Tjekkiet
Typisk er Tyskland indbegrebet af julemarkeder – men Tjekkiet kan bestemt også være med, lyder det fra Czech Tourism, der understreger, at landet også er en spændende vinterdestination.

Mange af Tjekkiets store byer har julemarkeder. Alene i Prag er der en række flere steder i byen. I Tjekkiet hedder gløgg Svařák (glögg) – og julemarkederne afvikles typisk fra midten af november og frem til de første dage af januar.

Julen i Tjekkiet er koncentreret om julemanden, St. Nicholas, der på nogle julemarkeder har traditionelt følgeskab af både en engel og en djævel.

Ifølge den tjekkiske overlevering kommer julemanden, St. Nicholas, klatrende ned til jorden fra himlen via gyldne reb – med sig har han en sæk med gaver til børn, der har været søde gennem året, men også en sæk med pinsler til børn der ikke har været helt så søde.

Prags største julemarked ligger ved Vaclav-pladsen og torvet i den gamle bydel. På markedet sælges blandt meget andet traditionelt tjekkisk kunsthåndværk; der serveres fadøl, grillpølser, helstegt skinke og sukkeroverstrøet bagværk, trdelník.

På markedspladserne kan der også købes glas, smykker, legetøj og meget andet – ligesom byen har juletableauer, mulighed for at stå på skøjter, gå til julekoncerter eller noget helt andet.

Læs mere om Nordic Roadshow Discover Czech Republic – herunder tilmelding – på Kalenderen her på STANDBY.dk; Kalenderen ligger under fane-ikonet ”Om STANDBY.dk”

Relaterede artikler:

Stort kongres- og kulturcenter på vej i Prag

Tjekkoslovakiet fejrer 100 års fødselsdag

Tivoli sætter fokus på kulturen i juleperioden