- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Travel managers forudser mindre køb af flybilletter

Mens mere end hver anden travel manager i undersøgelse fra IATA sidste år forventede stigning i køb af flybilletter på op til ti procent i år, er forventningerne nu faldet til det halve.

Gassen kan være gået lidt af ballonen når det gælder køb af forretningsrejser, konstaterer ruteflyselskabernes organisation, International Air Transport Association, IATA, i en ny opgørelse.

IATA har kigget nærmere på seneste opgørelse fra Alphawise Morgan Stanley med svar fra virksomheders travel managers. Opgørelsen fra sidste måned viser en forventet faldende efterspørgsel af planlagte køb af forretningsrejser i år sammenlignet med opgørelsen fra november sidste år.

I november sidste år forventede over 50 procent af de deltagende travel managers et forhøjet køb af firmarejser i løbet af i år – en stigning på op til ti procent.

Men i opgørelsen fra sidste måned siger over halvdelen af de adspurgte travel managers nu, at de i år i stedet forventer at øget køb af forretningsrejser på mellem nul og fem procent, noterer IATA’s Airlines Financial Monitor.

Premium-flybilletter udgør 30 procent af salget
IATA oplyser også, at flyselskaber får dækket nogle af deres øgede udgifter gennem højere priser på business class, mens priserne på salg af flybilletter på economy fortsætter med at falde.

Forretningsrejsende flyver ikke altid på premium billetter, men dette område er største vækstfaktor for flyselskaberne. Passagerer med premium-billetter udgør kun fem procent af de rejsende, men står for 30 procent af billetindtægterne. Derfor er de vigtige for flyselskabernes indtægter, noterer IATA.

I sine bemærkninger til forskellene mellem vurderingerne i de to opgørelser, hedder det blandt andet fra IATA:

”Den forventede faldende efterspørgsel på forretningsrejser kombineret med generelle højere omkostninger for flyselskaber giver anledning til bekymring.” Og den forventede nedgang er en melding fra travel managers fra alle dele af verden, ikke kun begrænset til en eller få regioner eller verdensdele.

IATA oplyser også, at samtidig med at travel managers i undersøgelsen forventer aftagende efterspørgsel på forretningsrejser, udbyder flyselskaberne også færre sæder sammenlignet med sidste år – eller i hvert fald lavere stigninger.

Relaterede artikler:

Travel managers forudser år med vækst

Virksomheder forbyder privat brug af bonuspoint

SAS ser stadig overkapacitet på markedet