- STANDBY.DK - https://standby.dk -

TUI får ny hotelchef

Charterrejsebureauet ansætter salgsdirektør fra Radisson Hotel Group som ny i spidsen for blandt andet sine 52 Blue Star-hoteller. På disse bor en ud af fem af TUI’s skandinaviske gæster.

Svenske Jamila Assel starter til februar næste år som Senior Product Hotel & Concept Manager hos charterrejsekoncernen TUI – hentet fra job som Account Director i Radisson Hotel Group.

”Jeg er sikker på, at Jamila med sine kundskaber og ekspertise er den rette kandidat til jobbet. En af Jamilas hovedopgaver bliver at drive udviklingen af vores Blue Star-koncept. Eftersom hver femte TUI-gæst bor på et Blue Star-hotel, har vi en stor interesse i at fortsætte videreudvikling af konceptet for vores gæsters og forretnings skyld.” siger Tommy Serban, Head of Product hos TUI.

TUI har i alt 52 Blue Star-hoteller på 15 af sine feriedestinationer; hotellerne tilbydes kun til TUI’s skandinaviske gæster, oplyser pressechef for TUI i Danmark, Mikkel Hansen, til STANDBY.dk

Jamila Assel har arbejdet i restaurationsbranchen i lang tid og kommer senest fra Radisson Hotel Group og rollen som Account Director. Hun kommer til at blive en del af TUI’s kommercielle virksomhed i den nye rolle som Product Hotel & Concept Manager, oplyser TUI.

Selv siger Jamila Assel i pressemeddelelsen fra TUI: ”Det bliver sjovt at blive en del af TUI og produktteamet. TUI er et stærkt varemærke, markedsledende inden for sin branche og med et internationalt, innovativt arbejdsmiljø. Jeg håber, at kunne lære meget, bidrage med min indsigt og skabe resultater. Fremfor alt ser jeg frem til at have det sjovt på arbejdspladsen.”

Nordens største charteraktør
TUI Nordic er med en markedsandel på 22 procent den største aktør på det nordiske rejsemarked. Koncernen tilbyder pakkerejser, fly og krydstogt – og blev etableret i Danmark i 1967, dog under et andet navn – senest hed TUI’s forgænger i Danmark nemlig Star Tour.

TUI Nordic består af TUI i Danmark, Sverige, Norge og Finland, samt Nazar, WonderCruises og flyselskabet TUI fly Nordic.

Koncernen ændrede navn til TUI i 2016 – det har siden år 2000 været en del af tyske TUI Group, der ifølge egne oplysninger er verdens førende rejsekoncern og som opererer på mere end 180 destinationer verden over. TUI Group har 76.000 ansatte i 130 lande og over 20 millioner årlige kunder.

TUI Group omfatter blandt andet rejsearrangører, seks flyselskaber med over 130 fly samt over 300 gruppeejede hoteller, herunder RIU og Robinson. Ligeledes har TUI Group 16 krydstogtskibe.

Relaterede artikler:

TUI vil atter være størst i Danmark

Spies konsoliderer førstepladsen i Danmark

TUI overtager nogle rejser fra krakket rejsebureau