- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Turister forventes at tænke bæredygtigt i fremtiden

Dansk Erhverv forudser, at bæredygtighed i stigende grad bliver vigtigere for turisterne, når de vælger, hvordan de vil holde ferie i de kommende år.

Bæredygtighed vil i fremtiden spille en stigende rolle, når lidt mere end en tredjedel af danskerne vælger, hvor ferien går hen, og hvordan den afvikles. Det peger en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har foretaget for Dansk Erhverv, i hvert fald på.

Undersøgelsen konkluderer, at 37 procent af danskerne ønsker at rejse mere bæredygtigt i fremtiden. Det kan eksempelvis betyde, at de vil flyve mindre eller ved at bidrage til den økonomiske udvikling på destinationen.

Deltagerne i undersøgelsen blev blandt andet spurgt, hvorvidt de vil forsøge at gøre fremtidige ferier mere bæredygtige. 26 procent svarede, at de var delvist enige i udsagnet, mens 11 procent af de adspurgte erklærede sig helt enige.

Næsten halvdelen vil fortsætte som før
44 procent af respondenterne har derudover svaret, at de har ambitioner om at foretage færre flyvninger i fremtiden. I stedet vil de benytte andre former for transport som eksempelvis tog- eller busrejser, lyder det.

I tillæg hertil går flere også op i, om deres vandforbrug er bæredygtigt. Det samme gælder affaldshåndtering samt brugen af plastik på ferien. 31 procent svarer, at de vil vælge en destination, hvor de ved, at disse tre ting håndteres på bæredygtige vis.

I undersøgelsen har Epinion også spurgt ind til, hvordan de seneste år med COVID-19-pandemien har påvirket rejsemønstrene hos de adspurgte. Her peger flertallet dog på, at de påtænker at fortsætte med at rejse, som de gjorde før pandemien.

46 procent har svaret, at de vil holde ferie på ”stort set” samme måde, som de gjorde før COVID-19. 35 procent regner desuden med at tage på flere udlandsrejser, mens 31 procent mener, at de vil besøge destinationer i Danmark på deres ferier i de kommende år.

Danmark har forspring
Ifølge Dansk Erhverv forventer organisationen, at turisterne i stigende grad vil vægte bæredygtighed tungere i fremtiden. Indtil videre er virksomheder og organisationer dog længere fremme på den dagsorden, oplyses det.

”I hele Europa er turisterhvervene ved at komme op i omdrejninger efter corona-nedlukningen. Danmark har blandt andet en styrkeposition inden for bæredygtige forretningsrejser og events. Det forspring skal vi udnytte,” siger chefkonsulent Lasse Fridberg Bilstrup fra Dansk Erhverv og tilføjer:

”Vi ved, at netop klima og CO2-besparelser fylder, når især virksomheder rejser og afholder møder og konferencer, og vi forventer klart, at ferieturister i stigende grad vil orientere sig efter bæredygtige valg. I dag er rigtig mange virksomheder dog foran forbrugerne.”

Relaterede artikler:

Mange danske rejseaktører på bæredygtighedsliste

Nordisk projekt om bæredygtige krydstogtanløb

Bæredygtighed er et konkurrenceparameter