Opdelt i over 20 kategorier har Sustainable Brand Index kåret de angiveligt mest bæredygtige varemærker i Danmark i sin 2022-udgave. Comwell fik prisen på hotelområdet, mens TUI løb med prisen i travel.
Ifølge de danske forbrugere er Comwell Hotels den mest bæredygtige danske hotelkæde. I en pressemeddelelse skriver Comwell, at Sustainable Brand Index Award er Europas største uafhængige brandundersøgelse med fokus på bæredygtighed.
Det hollandske analysebureau SB Insight har for 10. år lavet en analyse af, hvordan bæredygtighed påvirker branding, kommunikation og forretningsudvikling, skriver Comwell i pressemeddelelsen.
Med hjælp fra 69.850 forbrugere i otte europæiske lande analyserer undersøgelsen over 1.508 brands i 35 brancher. I Danmark har 9.500 forbrugere vurderet 233 varemærker i 23 brancher, skriver Comwell.
Sustainable Brand Index måler opfattelsen af den enkelte virksomheds bæredygtighedsindsats, og er baseret på forbrugernes kendskab og viden. Sammenfattende måler undersøgelsen, hvor meget eller hvor lidt, forbrugerne ved om den enkelte virksomheds bæredygtighedsansvar.
Arbejder med FN´s verdensmål
Comwells HR- og bæredygtighedsdirektør, Mai-Britt Jensen, siger i pressemeddelelsen: ”På trods af to hårde år med nedlukninger og mange restriktioner, glæder det mig, at danske forbrugere oplever, at vi fortsat er Danmarks mest bæredygtige hotelkæde, og at vores arbejde med den grønne omstilling betyder noget.
Vi mærker tydeligt, at vores gæster er blevet langt mere bevidste om grønne valg. I dag arbejder vi med FN’s verdensmål.”
Samlet kommer Comwell i år ind på en 39. plads ud af de 233 brands, der er medtaget i den danske analyse.
For at fastholde den positive udvikling i realiseringen af et grønnere miljøaftryk, fortsætter Comwell i år arbejdet med madspild, reduktion af energiforbrug samt bæredygtig indretning og renovering. Desuden arbejdes der med affaldssortering og genanvendelse i alle led af driften.
Den danske hotel-kategori omfattede i år kun seks varemærker: Arp-Hansen, Best Western, Comwell (der vandt i år), Radisson Blu, Scandic og Zleep Hotels.
Kun fire rejsebureauer med i undersøgelsen
TUI er kåret som det mest bæredygtige varemærke i rejse- og turismebranchen i Danmark. Det viser i hvert fald 2022-udgaven af Sustainable Brand Index, der kom i dag. Vinderne findes af de danske forbrugere, hedder det i en pressemeddelelse.
Med relevans for rejsebranchen er der kategorierne Airlines, her er Air France, British Airways, Finnair, KLM, Lufthansa, Norwegian og SAS medtaget.
I travel-kategorien er der kun fire rejsebureau, udover TUI også, nævnt alfabetisk, Apollo, Bravo Tours og Spies.
TUI er naturligvis glad for stemplet som det mest bæredygtige varemærke i Danmark i kategorien ”Rejser og Turisme.” Det er tredje gang på fire år, at TUI er kåret som industrivinder på Sustainable Brand Index, skriver rejsebureauet i en pressemeddelelse.
Bæredygtighed i alt, hvad vi gør
TUI har på trods af svære vilkår i branchen de sidste par år under coronakrisen fortsat sit arbejde med bæredygtighed – blandt andet gennem TUI Care Foundations projekter og lanceringen af The Rhodes Co-Lab i samarbejde med den græske regering, hedder det i pressemeddelelsen.
I den siger Jessica Enbacka, administrerende direktør for TUI Nordic: ”Bæredygtighed er kernen i alt, hvad vi gør. Det er ikke bare vigtigt for vores kunder, men også for de destinationer, vi rejser til.”
De ti i toppen på årets danske bæredygtighedsliste er: Rema 1000, LEGO, Thise Mejeri, Coop, Aarstiderne, IKEA, Friland, Irma, Urtekram og Tesla.
Her er link til hele undersøgelsen fra Sustainable Brand Index.
Her er link til hele undersøgelsen fra Sustainable Brand Index.
Relaterede artikler:
Coronakrisen gav kæmpeunderskud hos TUI