- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Turistkontor lukker på kendt dansk USA-destination

Byrådet i Solvang i Californien kunne ikke enes om finansiering af byens turistkontor, der nu er lukket. Solvang vil dog stadig have indirekte repræsentation i Danmark.

Otte år efter den danske enklave Solvang nord for Los Angeles i 2011 havde besøg af Prins Henrik for at fejre 100 året for sin grundlæggelse, har byrådet lukket turistkontoret og fyret turistchefen.

Turistkontoret i Solvang, Solvang Conference & Visitors Bureau, SCVB, har de seneste ti år været repræsenteret i Danmark af det danske GSA- bureau, Atlantic Link. Herfra siger ejer og administrerende direktør, Karin Gert Nielsen, til STANDBY.dk:

”Jeg er ked af lukningen. Solvang er en fantastisk destination, ikke på grund af sine danske rødder, men også fordi Solvang er et godt rejsemål. Jeg holder gerne ferie her en gang eller to om året.”

Ifølge Karin Gert Nielsen overnatter cirka 15.000 danske turister om året i Solvang.

”Det er et stort tab for Solvang at nedlægge turistkontoret og hermed klippe navlestrengen til de danske touroperatører. Vi vil bevare kontakten og sikre at både medierne og rejsebureauerne bliver opdateret omkring Solvang via Californiens turistråd, Visit California, som Atlantic Link også har som kunde,” siger hun.

”Little Denmark”
Solvang ligger lidt inde i landet i Santa Ynez Valley – og turistkontoret, Solvang Conference & Visitors Bureau, SCVB, har siden 1986 været finansieret 85 procent af det lokale byråd, City of Solvang, for at markedsføre Solvang som turistdestination i USA samt oversøisk.

Turistkontoret i Solvang åbnede i 1985 for at markedsføre Solvang, dens nordeuropæiske kultur, køkken, kunst og seværdigheder i landsbyen kendt som ”Little Denmark.”

For at prøve at bevare de stærke bånd mellem Solvang og Danmark hos den yngre målgruppe har der siden 2011 været et studieprogram med handelsskolen Niels Brock Copenhagen Business College. Indenfor dette samarbejde kommer 30 unge studerende hvert år på udveksling i Solvang med indkvartering hos venskabsfamilier og tre måneder på den lokale Sant Ynez Highschool.

Solvang har blandt andet af avisen USA Today været udnævnt til en af de “10 bedste historiske småbyer i Amerika.”

Turistdirektøren er fyret
Men desværre kom der ikke en løsning for det nye finansår, der startede 1. juli, og byrådet i Solvang annlurede derfor kontrakten med turistkontoret, oplyser Atlantic Link i en pressemeddelelse.

Karin Gert Nielsen, til venstre, hvis firma i ti år har haft Solvang i Californien som kunde, med den nu opsagte direktør for det lukkede turistkontor i Solvang, Tracy Farhad. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Som konsekvens af, at byrådet i Solvang ikke kunne enes om den fremtidige finansiering af byens turistkontor, SCVB, er medarbejderne blevet opsagt.

Det gælder også turistkontorets direktør siden 2005, Tracy Farhad, som mange i den danske rejsebranche med engagement i turisme til USA har mødt.

Karin Gert Nielsen siger i den forbindelse: ”Tracy Farhad er et kendt ansigt for de danske og skandinaviske rejsebureauer. Hun var årsag til, at Solvang i 2009 vandt prisen National Trust for Historic Preservation “Preserve America Community.” Ligeledes stod Tracy bag organiseringen af fejringen af Solvangs 100 års jubilæum, Solvang Centennial Celebration, i 2011, hvor blandt andet Prins Henrik deltog.”

Tracy har også udviklet og med utrættelig energi udført, projekterne: Taste of Solvang, Solvang Grape Stomp og Julefest i hele december. Alt sammen projekter, der er med til at markedsføre Solvang på den internationale arena, noterer Karin Gert Nielsen.

Relaterede artikler:

Danske rejsebureauer ser stigende USA-salg

Dansk jul i solrige Californien

“Alle vores kunder er drømmekunder”