- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tyskland forventer ny dansk turistrekord

”Dette år bliver måske det bedste nogensinde for danske ankomster til Tyskland,” siger chef for Tysk Turist Information i Danmark. Tyskland er i forvejen landet med flest danske overnatninger.

Holder tallene, så sætter danskerne i år ny rekord i antal registrerede overnatninger i Tyskland. Sidste år var der over 3,35 millioner – tallet er reelt meget større, da det for eksempel ikke medtager Airbnb-overnatninger. Lige nu er væksten af danske overnatninger dobbelt så stor som den var sidste år.

Deutsche Zentrale für Tourismus (DZT) – eller Tysk Turist Information, som vi kalder det i Danmark, har netop fået de seneste officielle overnatningstal fra hovedkontoret.

”Tallene dækker nu frem til juli i år og viser at der indtil nu har været en stigning på seks procent i registrerede danske overnatninger i Tyskland i år. Dermed tegner dette år til at blive det bedste nogensinde.”

Det sagde chef for Tysk Turist Information i blandt andet Danmark, Bo Schou Lauridsen, tirsdag, da han sammen med tyske partnere præsenterede en spændende ny udstilling på Designmuseum Danmark i København. Temaet for særudstillingen, der vises året ud, er den fascinerende tyske Bauhaus-epoke.

Bauhaus er i denne forbindelse ikke kæden af byggemarkeder, men den bredtfavnende tyske design-epoke i mellemkrigsårene fra omkring 1919 til nazisterne efter deres magtovertagelse i Tyskland i 1933 bragte den til ophør.

Bauhaus er egentlig en forkortelse for Staatliches Bauhaus (tysk for ”statslig byggehus”), en tysk højskole for design og anvendt arkitektur, skriver Wikipedia. Den startede i Weimar, rykkede derfra til Dessau og havde sine sidste år i Berlin.

Derfor var sammenkomsten tirsdag også i samarbejde turistorganisationerne i de tre tyske byer, Weimar, Dessau og Berlin.

Fire delstater har 60 procent af de danske overnatninger
I sin velkomst til de inviterede på Designmuseum Danmark sagde Bo Schou Lauridsen også, at fire af de 16 tyske bundeslande har 60 procent af de danske overnatninger. Det er Slesvig-Holsten, Berlin, Hamborg og Niedersachsen, regionen syd for Hamborg med blandt andet Harzen. Nummer fem af de bundeslande, danskerne besøger mest, er den sydligste, Bayern.

Danmark er Tysklands 7. største incoming-marked – og Tyskland er landet med flest danske overnatninger. 70 procent af danskerne kører til Tyskland i bil, færre kører med bus, for eksempel Flixbus, og endnu færre med tog. Resten flyver.

Mens stigningen af registrerede danske overnatninger i Tyskland til og med juli i år har været de nævnte seks procent, var væksten fra 2017 til 2018 3,3 procent. Altså næsten en fordobling.

Fokus på bæredygtighed styrker Tyskland
”Når danskerne tager på kortere ferier, rejser mange til destinationer tæt på Danmark, som de kan nå med bil, bus eller tog – i stedet for fly,” sagde Bo Schou Lauridsen, for nylig til STANDBY.dk – hans officielle titel er Regional Manager Nord Ost Europa hos Tysk Turist Information, det nationale tyske turistråd Deutsche Zentrale für Tourismus, DZT. Han fortsatte:

”Tyskland har også glæde af al denne tale om bæredygtighed; for danskerne er det nemt at komme til Tyskland med bil, tog eller bus – fremfor fly. Samtidig er Tyskland et billigt rejseland. Hvorfor flyve til Barcelona, når man kan få gode oplevelser i Tyskland? Rejselandet Tyskland har mange utrolige produkter, også kulinarisk, og er generelt billigere end Danmark.”

Relaterede artikler:

Berlin markerer 30-året for Murens fald

“DZT i Danmark lukker ikke i min tid”

Nordtysk turistfremstød i København