- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Verdens længste flyrute nedlægges

Air New Zealand lukker sin ikoniske NZ1-rute fra Auckland til London. I stedet vil Air NZ flyve direkte til New York, hvor passagererne kan fortsætte til London med United Airlines.

Air New Zealand har i 37 år fløjet ruten fra New Zealands største by, Auckland, via Los Angeles til London Heathrow. Men ruten stopper fra oktober næste år, oplyser Air NZ.

I stedet åbner Star Alliance-medlemmet Air New Zealand den allerede bebudede nye rute med Boeing B787 Dreamliners fra Auckland til New York Newark fra ligeledes oktober næste år. Ruten flyves tre gange om ugen i hver retning. I Newark-lufthavnen kan passagererne skifte til United Airlines og fortsætte til London Heathrow. Eller den anden vej fra London til Newark med United og så derfra nonstop til Auckland.

NZ1, ruten fra Auckland via Los Angeles til London Heathrow, er verdens længste flyrute med samme rutenummer trods mellemlandingen i Los Angeles; med en samlet rejse på et døgns tid.  

NZ1 er New Zealands eneste direkte rute fra Europa, den åbnede i 1982, men lukkes nu på grund af øget konkurrence. I stedet skal den frigivne flykapacitet blandt andet bruges på den kommende rute fra Auckland til New York.

“Antallet af måder at flyve mellem London og Auckland på er blevet mere end fordoblet det seneste årti – sidste år fløj kun syv procent af alle rejsende mellem London og Auckland via Los Angeles,” siger Air New Zealands fungerende koncernchef, Jeff McDowall, og tilføjer, at konkurrencen over Atlanten mellem Nordamerika og Europa er præget af meget hård konkurrence.

Det tager omkring 11 timer at flyve fra London til Los Angeles, hvor passagererne skal igennem amerikansk myndighedskontrol, inden flyet fortsætter i knap 13 timer til Auckland. Nogle af de mere brugte alternativer mellem Europa og New Zealand er blandt andet med mellemøstlige selskaber som Emirates og Qatar Airways.

Air China overtager praleretten
Når Air New Zealand til oktober næste år lukker NZ1 fra Auckland til London og NZ2 fra London til Auckland, ryger også praleretten af at have verdens længste flyrute med samme rutenummer. Strækningen mellem Auckland og London – via Los Angeles – er officielt 18.354 kilometer.

Fremover vil Air China have verdens længste flyrute med samme rutenummer – dets CA907 rute fra Beijing via Madrid til brasilianske Sao Paulo, en strækning på 17.577 kilometer. Qantas QF1 og British Airways BA16 deler anden- og tredjepladsen på strækningen London via Singapore til Sydney, en samlet tur på lige over 17.000 kilometer, skriver traveller.com.au

Air New Zealands kommende nonstop langrute fra Auckland til New York bliver på næsen 14.200 kilometer, en flyvning på knap 16 timer på udturen og næsten 18 timer på hjemturen med en Boeing B787-9 med plads til 275 passagerer.

Relaterede artikler:

Air New Zealand får hidtil længste rute

Bedre economy-benplads på langruter

New Zealand indfører visumkrav