Indenfor et års tid er Air New Zealand klar med sit nyeste tiltag på Star Alliance-medlemmets økonomiklasse: Economy Stretch, med mere – og dyrere – benplads på selskabets langruter.
Economy Stretch kommer til at koste mere, men vil hverken give passagerne bredere sæder eller bedre mad og drikke.
Men det nye produkt vil give bedre benplads for de, der vil betale på economy, og dermed kan Air NZ konkurrere med Qantas og Virgin Australia, der sidste år kom med konceptet med længere benplads på economy.
Konkurrencen flyver blandt andet på en af verdens mest trafikerede ruter mellem New Zealand og Australiens største byer, Auckland og Sydney – og i det hele taget på ruterne over Det tasmanske Hav mellem Australien og New Zealand.
Der kommer op til 42 sæder med Economy Stretch på Air NZ’ langruter fløjet med selskabets Boeing 777-200, B777-300 og B787-9. Når flyene har fået Economy Stretch vil de i alt have mellem 275 og 342 passagersæder i hele flyet, oplyser Air New Zealand, der fra 2022 begynder at erstatte sine otte ældre B777-200 med otte nye Boeing 787-10.
Mens Air New Zealands normale economy class har en pitch på typisk 31 tommer, 78 centimeter, får Economy Stretch 35 tommer, 90 centimeter. Den endnu dyrere Premium Economy har en sædepitch på 41 tommer, 104 centimeter.
Hvad prisen bliver for Economy Stretch har Air NZ endnu ikke oplyst, kun antydet at prisen bliver på bølgelængde med selskabets konkurrenter. Economy Stretch kan bookes fra næste forår, men er først flyveklar i slutningen af 2020, skriver en af landets store aviser, NZ Herald.
Fik “flyvende sofa” på economy
Economy Stretch bliver nyeste innovation fra Air NZ siden flyselskabet i starten af i år introducerede sin unikke Skycouch, der dog kræver køb af tre flystole på Economy.
Skycouch strækker sig over tre sæder på economy og kan omdannes til en lavprisseng på selskabets Boeing B777 og 787-9 med en længde på 1,5 meter og 74 centimeter bred på langruterne, som Air NZ flyver rigtig mange af.
Også til Europa med den daglige afgang fra Auckland via Los Angeles til London Heathrow. I alt betjener Air New Zealand 21 lufthavne i New Zealand og 30 i andre lande – med London Heathrow som eneste i Europa.
Relaterede artikler:
New Zealand indfører visumkrav