- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vestkystens popularitet stiger i lavsæsonen

Nye overnatningstal viser, at et stigende antal turister besøgte den jyske vestkyst i årets første fire måneder, og det har stor betydning for det lokale erhvervsliv.

At blive en destination, der ikke blot er velbesøgt i de solrige sommermåneder, men tiltrækker turister året rundt har længe stået på ønskesedlen hos turismeaktørerne på den jyske vestkyst, og nu tyder det på, at det ønske er trådt et skridt tættere på at gå i opfyldelse.

Kommunerne Ringkøbing-Skjern og Varde samarbejder i turismeorganisationen Destination Vesterhavet, og de to kommuner havde tilsammen 2.093.201 kommercielle overnatninger i årets første fire måneder, mens tallet i København var 2.595.787 overnatninger.

Destination Vesterhavet oplyser, at overnatningstallene peger i retning af, at et stigende antal såvel danske som udenlandske gæster også besøger området i lavsæsonen. Fra januar til og med april besøgte 27 procent flere gæster destinationen, hvis man sammenligner med 2019, der var sidste normale år inden COVID-19.

Mere end en sommerferiedestination
Direktør Peer Heldgaard Kristensen fra Destination Vesterhavet fortæller, at han mener, at overnatningstallene peger på, at turisterne er begyndt at ændre opfattelse af vestkysten, og i højere grad ser det som en destination, der også er spændende i andre perioder end blot om sommeren.

”Både danskere og tyskere er ved at få øjnene op for, at Destination Vesterhavet er meget mere end et sommerferiested og sagtens kan danne rammen om en ferie i vinter- og forårsmånederne. Det er fuldstændig i tråd med vores ambitioner om at sprede turismen ud, så vi kan fastholde og skabe flere arbejdspladser hele året rundt.”

I Varde Kommune tegner turismen sig for 20,9 procent af den samlede beskæftigelse, mens tallet er 13,5 procent Ringkøbing-Skjern Kommune. Det drejer sig samlet set om lige godt 9.000 helårsarbejdspladser.

Bedre vilkår for detailhandel og restauranter
Det var ikke kun danskerne, der tog en tur til vestkysten i årets fire første måneder, lyder det. Hvis man isoleret set kigger på de internationale gæster, så oplevede Destination Vesterhavet en vækst på 26 procent i antallet af internationale gæster i årets første fire måneder set i forhold til 2019.

Ifølge Destination Vesterhavet blev man det ferieområde i Danmark, der har oplevet den største fremgang i vinter- og forårsbesøgende, og det er ikke uvæsentligt for lokalområdet, da en mere jævn tilgang af turister betyder, at der kan fastholdes flere arbejdspladser, da det giver omsætning i detailhandlen samt at områdets restauranter får mulighed for at holde åbent året rundt.

”Vi har et skarpt fokus på kvalitetsturisme, som har mange facetter. Det handler blandt andet om at tiltrække flere højtforbrugende gæster i de perioder, hvor der er god plads. Det er en katalysator for lokalmiljøet i forhold til jobs, forretninger, restauranter og et levende lokalområde, hvor det både er godt at bo, og som er rart at besøge,” slår direktør Peer Heldgaard Kristensen fra Destination Vesterhavet fast.

 

Relaterede artikler: