- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Viborg får hidtil største hotel

Hotelfamilien Bühlmann fra Aalborg skal drive et kommende nyt 4-stjernet hotel i Viborg med 150 værelser – der forventes at åbne i 2020.

Det er ikke kun København og Aarhus, der i denne tid får nye hoteller. Hotelfamilien Bühlmann har indgået aftale med Bach Gruppen om at drive et nyt hotel med 12 etager i Viborg.

Det kommende hotel skal blandt andet tiltrække gæster blandt turister, erhvervs– og kulturliv samt et stigende antal konferencegæster.

Hotellet skal drives af den nordjyske hotelfamilie Bühlmann, der står bag Hotel Scheelsminde, Aalborg Airport Hotel samt herregården Nørre Vosborg. De håber på en belægning på 50-55 procent for det kommende hotel i Viborg. Domkirkebyen har blandt andet allerede Hotel Palads med 100 værelser.

”Med de planer, der ligger for området og byudviklingen i Viborg Kommune, ser vi et stort potentiale for et nyt hotel. Ikke mindste på grund af den indsats, der bliver lagt for dagen for at gøre Viborg til en større event, konference- og kongresby. Den store renovering af Tinghallen, stadion og hele området vil betyde, at Viborg kan blande sig mellem de større provinsbyer, som kan tiltrække store konferencer og events,” siger direktør Danni Bühlmann i en pressemeddelelse.

Viborg Folkeblad skriver, at det nye hotel vil tilbyde en varieret form for hotelovernatning, hvorfor der også vil være studioværelser, hvor gæsterne har mulighed for at bo i en længere periode, mens de arbejder i byen.

På hotellet vil der være morgenmadsrestaurant og snackbar, økologi og lokale råvarer, lyder det fra Anemette og Danni Bühlmann, der er tredje generation i firmaet.

Hidtil største overnatningssted
Viborg-hotellet bliver det hidtil største overnatningssted, som Bühlmann-koncernen skal operere.

”Det største, vi har i dag, er Scheelsminde med 100 værelser, men vi tror meget på Viborg, som er inde i en spændende udvikling. Den udvikling hører der et hotel til, og vi mener helt sikkert, at vi kan løfte den opgave,” siger Anemette Bühlmann.

Det nye hotel bygges tæt ved Tinghallen. Herfra siger direktør Claus Donslund til Viborg Folkeblad: ”Det er afgørende vigtigt med det her hotel. Vi har kæmpet hårdt for at få et hotel, for på det lukrative møde- og kongresmarked er det oftest sådan, at hotel og mødelokaler skal hænge sammen, så man kan gå tørskoet frem og tilbage, og også for kulturgæsterne vil vi kunne lave helt nye tilbud.

Havde vi ikke troet på, at vi kunne opnå en vækst og tiltrække flere kunder uden for Viborgs pastorat, så skulle vi bare have købt noget hvid maling i stedet for at udvide kapaciteten. Vi har også investeret ni millioner kroner i BDO Loungen, fordi hotellet kommer,”siger Claus Donslund.

Relaterede artikler:

Her er Danmarks 10 største hoteller – uden for København

Kendt hotel blev større

Kendt hotel får ny direktør