Jesper Madsen er ny direktør for Radisson Blu Papirfabrikken Silkeborg.

Kendt hotel får ny direktør

Den nye direktør kommer fra jysk lufthavnshotel. I sit nye job skal han blandt andet være med til at få sit nye hotel til at optimere MICE-muligheder med stadion for Superligaklub.

Det 4-stjernede Radisson Blu Papirfabrikken Silkeborg med 100 værelser har netop fået ny direktør. 42-årige Jesper Madsen er skiftet fra at være direktør for de to Aalborg-hoteller Best Western Scheelsminde Hotel & Gastronomi samt Aalborg Airport Hotel. Begge hoteller kontrolleres af hotelfamilien Bühlmann.

”Hotel Radisson Blu Papirfabrikken Silkeborg kører fint, jeg er stolt over at sidde ved roret,” siger Jesper Madsen til standby.dk – han har som direktør på Papirfabrikken afløst Helle Arildsen Munk, der efter ti år sagde sit job op for at søge nye udfordringer.

Hotel Papirfabrikken blev sidste år solgt til Silkeborg IF Invest. Det skete i forbindelse med SIF’s overtagelse af Jysk Park, hjemmebane for superligaholdet Silkeborg. Ejerne vil blandt andet bruge de konferencemuligheder, byens nye stadion giver fodboldklubben. Jysk Park har plads til konferencer med op til 7-800 gæster. Papirfabrikken får en nøglerolle i Silkeborg IF Invests bestræbelser på at udnytte de nye konferencemuligheder på Jysk Park, har administrerende direktør i Silkeborg IF Invest, Kent Madsen, tidligere sagt til Silkeborg IF’s hjemmeside. Han tilføjede sidste år i den forbindelse, at hotellet er ”en veldrevet virksomhed i god form. I 2017 havde hotellet i hver eneste måned ligget over budgettet på salg af værelser.”

Kommer fra Radisson-hotel i Aarhus
Selv siger Jesper Madsen, den nye direktør for Papirfabrikken, der åbnede som hotel i 2002, at han formentlig også blev valgt som ny i spidsen for hotellet på grund af hans brede viden om Rezidor/Radisson. Jesper Madsen har tidligere blandet andet været på søsterhotellet Radisson Blu Scandinavia i Aarhus i 17 år, hvor han har haft nøglepositioner som blandt andet driftschef og Food & Beverage-manager. Herefter var Jesper Madsen i halvandet år direktør for Radisson Blu Falkoner på Frederiksberg. Falkoner-hotellet drives i dag af Scandic Hotels.

”Papirfabrikken trækker blandt andet via Radisson-varemærket mange udenlandske gæster til Silkeborg. Vi er et internationalt hotel med gode bookingtal for i år og en fin belægningsprocent. Jeg er stolt over at få lov til at stå i front for dette fantastiske hotel og glæder mig meget til sammen med personalet at udvikle vores forskellige koncepter,” siger Jesper Madsen, der står i spidsen for blandt andet hotellers 30 fastansatte. Selve Papirfabrikken har foruden sin restaurant også seks mødelokaler med plads til i alt 350 gæster. Hotellet ligger i naturskønne omgivelser ved Gudenåen og med under ti minutters gang til Silkeborg centrum.

Relaterede artikler:

På jagt efter flere hoteller i Danmark

Danske hoteller fordobler milliardoverskud

Hotelsommeren slog rekord