- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vil sælge rejseforsikring via app

Undo, et forsikringstilbud til det yngre segment og delvist ejet af Tryg Forsikring, vil nu også udbyde rejseforsikringer. Det sker via en app der registrerer når telefonen er i udlandet.

I forvejen sælger Undo indbo- og ulykkesforsikringer – men nu udvides lagerbeholdningen til at også at omfatte rejseforsikringer via Undos app. Dermed bliver der endnu en udbyder af rejseforsikringer på det danske marked, hvis to største specialister er Gouda Rejseforsikring og Europæiske ERV Rejseforsikring.

I en mail til FinansWatch.dk skriver Sophie Bohr Grønbæk, medstifter af og administrerende direktør for Undo:

“Vores kunder rejser meget. Rejseforsikringen vil være GPS-styret, så Undo-appen registrerer, når telefonen er i udlandet. På den måde skal man kun betale for den periode, man (ens mobiltelefon, red) faktisk er i udlandet.

Vi synes der manglede et produkt i markedet: Årsrejseforsikring er ekstremt ufleksibelt og fjernt. Hvem kan huske, hvilke dækninger de har når de står i lufthavnen? Alternativet er enkeltrejseforsikringer, der er ekstremt dyre, fordi forsikringsselskabet ikke kender kunden,” hedder det videre fra Sophie Bohr Grønbæk der fortsætter:

“Vores nye rejseforsikring tager det bedste fra hvert produkt. Kunden er dækket på alle rejser og glemmer aldrig rejseforsikring igen for den starter automatisk.”

Europæiske Rejseforsikring skifter navn
Det danske marked for rejseforsikringer domineres i dag af Gouda Rejseforsikring og Europæiske ERV.

Gouda er største rejseforsikringsselskab i Danmark og Norden, hvor Goudas rejseforsikringer sælges af 60-70 procent af alle rejsebureauer og rejsearrangører. De største kunder blandt rejsearrangørerne er charterrejsebureauerne Apollo, Bravo Tours og Thomas Cook-gruppen med blandt andet Spies.

I øvrigt begynder Europæiske fra starten af næste år indfasningen af navnet Ergo Rejseforsikring på det danske marked – dermed pensioneres det kendte varemærke Europæiske Rejseforsikring. Europæiske Rejseforsikring, eller det officielle navn: Europæiske ERV, ejes af Europäische Reiseversicherung, ERV, som igen ejes af forsikringskoncernen ERGO.

Alene i Danmark sælger omkring 100 rejsebureauer produkter fra Europæiske. Et andet stort område for Europæiske ERV er udover salg af rejseforsikringer til private salg til firmakunder samt i forbindelse med udstationeringer.

Hertil kommer at Europæiske Rejseforsikring har et stort forretningsområde med at sælge de såkaldte udvidede ansvarsforsikringer til rejsebureauer. Dermed er rejsebureauerne dækket ved store uforudsete udgifter som for eksempel mange passagerer der kommer for sent frem med flyet til et krydstogt, der så er sejlet. Med en udvidet ansvarsforsikring hænger rejsebureauet ikke på udgiften til kompensation til de berørte rejsende.

Relaterede artikler:

Gouda udvider millionaftale med Aller Leisure

”Det handler ikke om at være billigst, men at forstå kundens behov”

Europæiske Rejseforsikring skal skifte navn