Aller Leisure samler alle sine rejseforsikringer hos Gouda; disse kan koncernens rejsegæster nu købe. En medvirkende årsag til Goudas fordel var, at rejseforsikringsgiganten har en dansksproget alarmcentral. Foto: Gouda Rejseforsikring.

Gouda udvider millionaftale med Aller Leisure

Gouda Rejseforsikring har nu alle de fem danske rejsebureauer samt det norske hos Aller Leisure – tre af dem skifter fra Europæiske Rejseforsikring.

Aller Leisure har været på storindkøb indenfor rejseforsikringer og netop indgået treårig aftale for alle sine foreløbig seks rejsebureauer, der nu vil tilbyde produkter fra Gouda Rejseforsikring til sine kunder.

Aller Leisure omfatter foreløbig seks rejsebureauer, Aller Travel i Norge samt de fem danske Gislev Rejser, Kulturrejser Europa, Nilles Rejser, Nyhavn Rejser og senest tilkomne Stjernegaard Rejser.

Stjernegaard, Kulturrejser og Nyhavn var i forvejen kunder hos Gouda, mens aftalen mellem Gouda og Aller Leisure betyder, at Nilles Rejser, Gislev Rejser og norske Aller Travel skifter fra Europæiske Rejseforsikring til Gouda.

I alt omsætter de fem danske Aller-bureauer samlet for over en milliard kroner og har skønsmæssigt over 100.000 årlige rejsende. Disse store volumener kan bruges til at opnå besparelser og bedre priser ved for eksempel køb af flybilletter, krydstogter og rejseforsikringer, oplyste Aller Leisure sidste år til STANDBY.dk

”Den nye aftale med alle rejsearrangørerne hos Aller Leisure vil betyde et forventet køb af rejseforsikringer hos os fra kunderne i Aller Leisure-bureauerne på et encifret millionbeløb i den højere ende om året,” siger Dan Kjølhede Laursen, administrerende direktør for Gouda Rejseforsikring, til STANDBY.dk og tilføjer:

”Aller Leisure omfatter solide rejsebureauer; de er lidt anderledes derved, at Aller Leisure-gæsterne ofte er på lidt dyrere og længere rejser, der kan stille særlige krav til deres forsikringspakker.”

Gouda Rejseforsikring er største rejseforsikringsselskab i Danmark og resten af Norden, hvor Goudas rejseforsikringer sælges af 60-70 procent af alle rejsebureauer og rejsearrangører i såvel Danmark som resten af Norden. De største kunder blandt rejsearrangørerne er charterrejsebureauerne Apollo Rejser, Bravo Tours og Thomas Cook-gruppen med blandt andet Spies.

Klik for stort format. Den treårige aftale mellem Gouda Rejseforsikring og Aller Leisure underskrives af salgschef for Privat i Gouda Rejseforsikring, Pia Kehler, og finansdirektør i Aller Leisure, Lars Ypkendanz. Foto: Gouda Rejseforsikring.

Ser frem til samarbejdet
I en pressemeddelelse fra Gouda Rejseforsikring siger Pia Kehler, salgschef for Privat-området i Gouda Rejseforsikring:

”Vi er glade for og stolte over, at Aller Leisure har valgt Gouda som samarbejdspartner på rejseforsikringsområdet. Det vigtigste for Gouda er, at vores fælles kunder føler sig trygge på rejsen og kan få den hjælp, de har brug for, hvis uheldet er ude. Vi ser meget frem til samarbejdet.”

Og fra Aller Leisure-gruppens finansdirektør, Lars Ypkendanz, lyder det:

”Det er helt centralt for os, at vores kunder kan stole på, at den rejseforsikring vi tilbyder dem, har de rigtige dækninger og priser. Derfor er jeg meget glad for, at vi er nået til enighed med Gouda om denne aftale.

Aller Leisure havde flere muligheder, men i hård konkurrence med andre udbydere af rejseforsikringer faldt vores valg på Gouda.

De har i hele processen været seriøse og skabt en god relation, og deres setup med blandt andet egen dansksproget alarmcentral var vigtig for os, så vores kunder altid kan få den nødvendige assistance, hvis de får brug for hjælp på ferien,” siger Lars Ypkendanz.

Farligt at spare rejseforsikringen
En undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gouda Rejseforsikring, viser, at hver femte dansker har været på ferie i udlandet uden en rejseforsikring.

”Det er en rigtig dårlig idé at spare rejseforsikringen væk, især hvis man skal til udlandet. For selvom det blå kort dækker i store dele af Europa, kan der stadig være udgifter, man selv skal stå for, hvis man kommer til skade. Og der skal man huske, at man ikke kan få hjælp eller støtte, hvis man ikke har en rejseforsikring,” siger Pia Kehler fra Gouda Rejseforsikring.

Relaterede artikler:

Rejsebureauer i fælles indkøb af flybilletter

Goudas alarmcentral bliver endnu større

Stjernegaard Rejser blev solgt for 175 millioner kr.