- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Vinduespassagerer skal boarde først i Gatwick

De fleste flypassagerer har på et tidspunkt oplevet den berømte flaskehals ved boarding. Et mylder af mennesker, der skal have bagage op på hylderne, og som på kryds og tværs finder sig til rette i sæderne ud til vinduet, i midten og ud til gangen.

Men snart kan det være slut med at vente i den lange kø, mens medpassagererne får bakset færdig i midtergangen. London Gatwick Airport har således indledt et samarbejde med det britiske lavprisflyselskab easyJet om at teste nye måder at boarde på.

Den britiske hovedstadslufthavn er gået i gang med et forsøg, hvor passagererne ved vinduerne boarder først efterfulgt af dem i midten og ud til midtergangen. Og der boardes fra bagerst i flyet og fremefter. Det skriver BBC.

Tiden fra gate til sæde vil herved kunne reduceres med cirka 10 procent, oplyser London Gatwick. Denne måde at boarde på egner sig bedst til solorejsende, lyder det. Familier og større grupper, der ønsker at sidde sammen, vil stadig kunne boarde i samlet flok begyndende fra bagerst. Lufthavnen tester desuden andre metoder til boarding af grupper.

To-tre minutters forbedring
Testperioden varer i to måneder og er allerede begyndt. Et fly med 158 passagerer er blandt andet boardet på 14 minutter, hvilket er typisk to til tre minutter bedre end normalt, siger en talsperson fra London Gatwick.

De ventende passagerer ved gaten vil blive informeret via skærme, når det er tid til at stille sig i kø for at gå om bord på flyet. Hver enkelt passager vil få information på skærmen, når deres sæde skal boardes.

”En udfordring i enhver kontrolleret boardingproces er vores evne til at kommunikere mønsteret til passagererne og passagerernes vilje til at overholde det. Det er næsten umuligt at gøre det effektivt ved højttalerkald,” siger en talsperson fra London Gatwick ifølge BBC.

Flere flyselskaber vil deltage
Talspersonen oplyser, at testen indtil videre går godt. En passager har sågar kaldt testen for ’bingo-boarding’. Indtil videre er kun easyJet engageret i forsøget på én bestemt gate, men andre flyselskaber vil formentlig også deltage i boarding-testen.

”Det handler om at forbedre oplevelsen for passagererne. Ikke kun i forhold til at gøre boardingprocessen mere afslappende, men også for at bidrage til at reducere forsinkelserne,” siger Gatwick-talspersonen.

Passagerer, der har tilkøbt prioriteret boarding, rejser med familie eller har brug for hjælp til ombordstigning, vil stadig boarde flyet først under testen.

Det er ikke kun London Gatwick og easyJet, der tester nye boarding-metoder. Japan Airlines har indført et nyt reservationssystem, hvor passagererne kan booke plads i områder, hvor der ikke er små børn. Ønsker man en flyvning uden støj hos det japanske flyselskab, kan dette således var en mulighed ved køb af flybillet.

 

Relaterede artikler:

Slut med pas og boardingkort

Kritik af BA for ny boarding-politik

Rekordår for London Gatwick