- STANDBY.DK - https://standby.dk -

VisitAarhus fusionerer med endnu en destination

VisitSilkeborg bliver en del af VisitAarhus. Det er anden gang på blot seks måneder, at VisitAarhus fusionerer med nabodestination.

VisitAarhus og VisitSilkeborg har gennem længere tid flirtet med hinanden, og nu har de to destinationer valgt at fusionere fra den 1. juli. Fusionen sker i aftale med Silkeborg Kommune og på baggrund af den nye lov om erhvervsfremme og turisme.

Fusionen skal ifølge VisitAarhus skabe en større og mere energisk destination med storby, strand og outdoor-univers i ét brand, som også er stærkt på møder og konferencer.

For VisitSilkeborg betyder fusionen blandt andet, at destinationen får flere muskler til at gennemføre sin turismestrategi og vision om at gøre Silkeborg-Søhøjlandet til Danmarks Outdoor Hovedstad

”Sammen bygger vi en destination med større geografi, stærkere diversitet og flere muskler til at styrke turismen på tværs. Aarhus er et stort og internationalt brand, og fusionen vil øge Silkeborgs synlighed på den internationale scene,” siger turistchef i VisitSilkeborg, Liselotte Nis-Hanssen.

VisitSilkeborg bevarer kontor
Når de to destinationer fusionerer 1. juli, bliver Liselotte Nis-Hanssen skrivebord stående på Østergade i Silkeborg, hvor den lokalt forankrede gæsteservice fortsætter som hidtil. Fusionen går først og fremmest ud på samarbejde om international markedsføring og fælles destinationsudvikling.

Det er anden gang på seks måneder, at Aarhus fusionerer. Omkring årsskiftet gik VisitAarhus sammen med Destination Djursland og bandt derved storby og kyst sammen.

Aarhus som vækstmotor
I Aarhus ser den nye turismedirektør Pia Lange Christensen, som tiltrådte i maj, frem til at sprede fortællingen om en jysk hovedstad med vokseværk.

”Der er tale om et lykkeligt ægteskab, som også er en del af udviklingen mod et større og stærkere destinationsselskab med Aarhus som vækstmotor,” siger Pia Lange Christensen.

”Aarhusområdet byder på en attraktiv pakke af storbyoplevelser og kystlinje, og med Silkeborg i hånden styrker vi brandet med et knivskarpt outdoor-produkt og fantastisk natur omkring Søhøjlandet. Det vil øge turismen bredt og skabe vækst lokalt,” siger hun.

Den nye organisation kommer til at repræsentere en turismeomsætning på 8,3 milliarder kroner. Flere andre kommuner viser ifølge VisitAarhus interesse for at blive en del af det voksende destinationsselskab.

 

Relaterede artikler:

Aarhus klar med ny turistdirektør

“Aarhus Airport har et kæmpe forretningspotentiale”

Aarhus skal finde ny turistdirektør