- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Wizz Air overhaler Norwegian

Det ungarske lavprisselskab havde sidste måned for første gang flere passagerer end Norwegian.

Norwegians passagertal for januar 2018 kom i går og viste, at selskabet i januar havde 2,334 millioner passagerer – det var et par tusinde mindre end Wizz Air i samme måned, der havde 2,336 millioner rejsende, viser opgørelsen fra e24.no

Wizz Air havde i januar i år en belægningsprocent på 87,7 procent mod Norwegians 82 procent. Europas to største lavprisselskaber er fortsat Ryanair og easyJet. Både Ryanair og easyJet havde sidste måned belægningsprocenter på over 90. I januar i år havde Ryanair 9,3 millioner passagerer, mens easyJet havde 5,2 millioner rejsende.

I vækst i forhold til januar sidste år havde Wizz Air en fremgang i passagertallet på 24 procent, mens stigningen hos Ryanair var seks procent, easyJet steg med 8,7 procent og Norwegian med 11 procent.

Wizz Air har foreløbig 88 Airbus A320 og A321 til de primært europæiske ruter, mens Norwegian ved udgangen af sidste år havde 123 Boeings 737. Hertil kommer Norwegians Boeing 787 Dreamliners til selskabets langruter.

Mange nye fly på vej
Frem til næste år får Wizz Air leveret yderligere 135 Airbus A320/321 – og mellem 2019 og 2026 kommer der yderligere 146 eksemplarer af A320/A321 til Wizz Air. I Danmark betjener Wizz Air såvel lufthavnene i Billund som i København; Wizz Air har flest ruter til Billund.

Sidste år åbnede Ryanair 278 nye ruter, hvilket også i 2017 på verdensplan gjorde det irske selskab til det flittigste på den konto. Ligeledes sidste år fik Wizz Air luft under vingerne på 104 nye ruter, easyJet startede 79 og Norwegian åbnede 50 nye ruter.

Relaterede artikler:

Wizz Air nærmer sig Norwegian

Wizz Air åbner endnu en Billund-rute

Norwegian runder 750.000 rejsende i Billund