Wizz Air nærmer sig Norwegian

Wizz Air i såkaldt low pass over Ungarns hovedstad, Budapest.

LUFTFART: Norwegian har flere fly, men det ungarske lavprisselskab Wizz Air, der flyver til bl.a. Billund og København, har flere ruter og presser i stigende grad konkurrenterne Ryanair, Easyjet og Norwegian.

Wizz Air, der er børsnoteret i London, er i dag det største lavprisselskab i Central- og Østeuropa. De 10 flyselskaber, der ved dette års sommersæson åbnede flest nye ruter, er efter Ryanair og Lufthansa-ejede Eurowings, ungarske Wizz Air med 29 nye ruter.

Med 83 fly ligger Wizz Air fortsat efter Norwegians flåde på 133, men Wizz Air havde i årets andet kvartal 7,2 mio. passagerer, mod Norwegians 8,6 mio., skriver hjemmesiden E24.no

Wizz Air, der i går fremlagde sit regnskab for årets andet kvartal, havde en passagervækst på 25 pct. sammenlignet med samme tid sidste år – mod 12 pct. for Norwegian, skriver E24.no – Samlet forventer Wizz Air passagerstigning i år på 23 pct. Sidste år havde Wizz Air tæt på 23 mio. passagerer.

Wizz Air havde i årets andet kvartal et overskud på ca. en halv milliard kr. Norwegian havde til sammenligning et underskud på en milliard norske kr. og fik kun plus på bundlinjen ved at sælge aktiepost i Bank Norwegian.

I alt har de fem største lavprisselskaber i Europa – Ryanair, Easyjet, Wizz Air, Norwegian og Vueling – 3.539 ruter i august i år, viser en undersøgelse fra anna.aero

Wizz Air betjener denne sommer 501 ruter, 130 nye, mens Norwegian er på 410 ruter.

Anna.aero noterer også, at sidste år havde Wizz Air størst procentvis vækst blandt de fem selskaber. Stigningen blev på 19 pct. til 22,8 mio. passagerer.​