- STANDBY.dk - https://standby.dk -

WoCo-konference har fokus på bæredygtig turisme

Heldagskonferencen den 9. oktober på det genåbnede Scandic Falkoner-hotel på Frederiksberg er Wonderful Copenhagens årlige store konference under den gennemgående overskriften ”Tomorrow’s Urban Travel.”

Klik for stort format. Wonderful Copenhagens administrerende direktør, Mikkel Aarø-Hansen, er vært ved WoCo’s årlige konference Tomorrow’s Urban Travel. Pressefoto: Wonderful Copenhagen.

WoCo forventer 300 deltagere fra store dele af den danske turismebranche. De skal udover at netværke også høre 11 inviterede gæstetalere, speakers, fra seks lande.

Årets tema for WoCo-konferencen er ”Commit to a sustainable future.”

”Her sætter vi fokus på turismebranchens aftryk på det omgivende samfund, borgere og miljø og de udfordringer og muligheder, den stigende internationale turisme fører med sig,” oplyser Nina Faurby, kommunikationskonsulent hos WoCo til STANDBY.dk og tilføjer:

”Vi har samlet 11 spændende oplægsholdere fra Danmark og udlandet, der med afsæt i forskning, praktisk erfaring og konkrete cases vil inspirere og udfordre de mange tilhørere fra den danske rejse- og turismebranche.”

Bæredygtig flytransport og konsekvenser af overturisme
Hele programmet for WoCo’s årlige ”Tomorrow’s Urban Travel” konference kan ses på Wonderful Copenhagens hjemmeside.

Men Københavns officielle turismeorganisation fremhæver blandt andre Christopher Paling, britisk ekspert i bæredygtig flytransport og professor ved Manchester Metropolitan University.

Med afsæt i mange års forskning og praktisk erfaring vil han sætter nogle perspektiver på fremtidens flytransport, og hvordan sektoren kan gå en mere bæredygtig fremtid i møde i en tid, hvor mange samfund er helt afhængige af flytrafik.

En anden speaker ved Wonderful Copenhagen-konferencen er den prisbelønnede amerikanske journalist Elizabeth Becker fra New York Times.

Hun vil tale om overturisme og konsekvenserne deraf. Med afsæt i research og sit forfatterskab dykker hun ned i, hvornår der er tale om overturisme, hvordan det påvirker en destination, og hvordan man konkret måler, om der er overturisme eller ej.

Brancheansvar at finde løsninger på det mindre gode
Mikkel Aarø-Hansen, Wonderful Copenhagens administrerende direktør, siger i en udtalelse til STANDBY.dk om konferencen den 9. oktober i relation til den stigende storbyturismes positive sideeffekter, der dog også skaber udfordringer:

”Det kan være sociale udfordringer, hvor presset på de lokale bliver for stort, eller miljø- og sundhedsmæssige udfordringer som luftforurening eller CO2-udledninger. Som branche har vi et stort ansvar for, ikke blot at måle på og tælle alt det gode, men at tale om og finde løsninger på det mindre gode. Det er i alles interesse, at fremtidens turisme er en bæredygtig turisme, både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Derfor er vores tema i år ”Commit to a sustainable future.”

”Vores håb er, at deltagerne går hjem med endnu mere appetit på bæredygtighed, ny viden og konkret inspiration til at gøre noget andet og mere i morgen, end de gjorde i går. Måske endda med ideer til at skabe helt ny forretning, der smitter positivt af på både på deres egen bundlinje og destinationens,” lyder det fra WoCo’s direktør, Mikkel Aarø-Hansen.

Relaterede artikler:

København dropper markedsføring af Nyhavn

København forudser fordobling af antal turister

Nyt fokus på MICE-events udenfor Danmark