- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tre flyselskaber har hver sin rekord

Ryanair får i dette års kommende sommerprogram flest ruter på verdensplan; Turkish Airlines flyver til flest lande, mens American Airlines betjener flest lufthavne, viser ny opgørelse.

Den sidste søndag i marts skifter flyselskaberne atter fra vinter- til sommerprogrammet – blandt andet med mange ruteåbninger gennem halvåret fra 31. marts til 26. oktober.

For at få overblik over flyselskaber med flest ruter, flyvninger til flest lande og lufthavne, har hjemmesiden anna.aero traditionen tro gennemgået flyselskabernes ruter en uge i juli – med start 23. juli.

Analysen viser, at Ryanair igen i år er flyselskabet med flest ruter, at Turkish Airlines fortsat flyver til flest lande og at American Airlines har overhalet en af sine amerikanske rivaler, United Airlines, om at være flyselskabet med ruter til flest lufthavne.

Tallene i gennemgangen omfatter ikke alle flyselskabernes flyvninger i hele sommersæsonen, men afgangene i den udvalgte uge af juli. Ligeledes kan tallene ændre sig i forhold til de på nuværende tidspunkt oplyste planlagte flyvninger. Men tallene giver en god ide om, hvad der kan forventes. Ligeledes kan nogle af de oplyste flyvninger blive gennemført af et partner- eller datterselskab.

Ryanair verdensmester i flest ruter
Ryanair er igen i år flyselskabet med flest ruter – der i alt 1.831 Ryanair-ruter, 145 flere sammenlignet med sommeren sidste år. Ryanair flyver mellem 218 lufthavne.

Danmark bliver betænkt med 11 nye ruter fra dette års sommerprogram eller fra skiftet i oktober til vinterkøreplanen. I sommerprogrammet letter Ryanair med nye ruter til København fra Bordeaux, Krakow, London Southend (ny Ryanair-base med tre Boeing B737) Liverpool og Prag.

Billund Lufthavn bliver også begunstiget med nye ruter fra Ryanair den kommende sommer fra Dublin, Edinburgh, Manchester og Prag.

De øvrige flyselskaber på verdensplan med flest ruter i den kommende sommersæson er udover Ryanair med de 1.831 ruter, 145 mere end sommeren 2018, American: 1.106, plus 55, og United Airlines: 950, plus syv.

Herefter følger Easyjet med 945, plus 58, Delta Air Lines, 939, Southwest Airlines, 754, China Southern Airlines, 667, China Eastern Airlines, 648, Wizz Air, 615, og Air China og TUI Airways, begge med 470.

Fra nummer 12 til 15 over selskaber med flest ruter kommer Turkish Airlines, 450, Allegiant Air fra USA, 411, Norwegian, 402, hvilket er 37 færre end sommeren sidste år, mens Eurowings har 373 ruter, 43 færre end samme tid sidste år.

Turkish Airlines til flest lande
Det tyrkiske Star Alliance-medlem flyver også det kommende sommerhalvår til flere lande end andre flyselskaber. I alt er der ruter til 121 lande – to mere end sidste år med tilgang af Gambia og Zambia.

Denne listes top 10 har som sine øvrige medlemmer Air France med ruter til 91 lande, British Airways 82 lande og Ethiopian Airlines 81 (listens største spring med seks flere lande end sommeren 2018).

Dermed har Star Alliance-medlemmet Ethiopian, der også er ved at ombygge sit store hub, overhalet både Emirates og Qatar Airways, der begge flyver til 78 lande. De øvrige på top 10 er Lufthansa med 76 lande, KLM 67, mens American og United begge flyver til 62 lande.

Flest flyruter i USA
De amerikanske flyselskaber dominerer atter antallet af lufthavne som de har ruter til. To ud af tre af de nævnte amerikanske selskabers ruter er på amerikansk indenrigs, verdens største luftfartsmarked. Til sammenligning har Turkish Airlines kun 16 procent af sine ruter på tyrkisk indenrigs, mens British Airways kun har seks procent af de lufthavne, BA betjener, indenfor Storbritannien.

Listen over de 15 flyselskaber med ruter til flest lufthavne i den kommende sommersæson toppes af American Airlines med 361, United Airlines, 351, Delta Air Lines 322, Turkish Airlines, 279, mens British Airways har ruter til 224 lufthavne.

Ryanair flyver på sjettepladsen til 218 lufthavne, fulgt af China Southern og China Eastern med 212 og 211, Lufthansa er nummer ni med ruter til 210 lufthavne, mens Air Canada på 10. pladsen flyver til 198 lufthavne. Herefter følger Air China, Air France (189), Aeroflot, KLM (161) og Qatar Airways med ruter til 159 lufthavne.

Relaterede artikler:

Verden fik 3.765 nye flyruter i 2018

Flest direkte ruter fra Frankfurt

KLM er verdens ældste flyselskab