Otte europæiske lufthavne på Top 15 over lufthavne verden over denne sommersæson med flest direkte ruter – Frankfurt topper listen, mens Paris de Gaulle betjenes af flest ruteflyselskaber.
Med 297 direkte ruter – 19 mere end sidste år – er Frankfurt den lufthavn i verden med flest direkte ruter, fulgt af Paris de Gaulle med 280, en stigning på 13, mens Istanbuls Atatürk lufthavn har 261 direkte ruter, en vækst på ni sammenlignet med sidste år.
Det viser ny opgørelse fra hjemmesiden anna.aero, der har kigget på trafiktallene for den sidste uge i juli i år og sammenlignet med samme uge sidste år. Aero.aero understreger, at der inden sommerprogrammet starter kan komme flere ruter.
Efter Frankfurt, Paris CDG og Istanbul IST følger Amsterdam med 260 direkte ruter i den sidste uge af juli i år, tallet er status quo i forhold til sidste år, Beijing med 239, München 237, Atlanta, verdens passagermæssigt største lufthavn med over 100 millioner årlige rejsende, har 236 direkte ruter, Chicago 232, Dubai 222 og Dallas på listen 10. plads har 219 direkte ruter.
Placeringerne fra nummer 11 til 15 indehaves ifølge opgørelsen af Barcelona og Madrid, der begge har 206, London Gatwick 203, Shanghai Pudong 197, mens Europas største lufthavn målt i passagerer, London Heathrow ”kun” kan tilbyde 195 direkte ruter.
Med undtagelse af Atlanta og Dallas har alle lufthavnene på Top 15-listen direkte ruter fra for eksempel Københavns Lufthavn.
Flest flyselskaber betjener Paris CDG
Paris hovedlufthavn, CDG, har i den valgte uge af juli, hvorfra trafiktallene stammer, ruter med flest ruteflyselskaber, viser opgørelsen.
I alt beflyves Paris de Gaulle i den sidste uge af juli i år af 109 ruteflyselskaber, fulgt af Bangkok med 94 og Frankfurt med 88. Herefter følger på Top 10-listen Rom Fiumcino og Hong Kong, begge med 84, London Heathrow 81, Amsterdam 80, Shanghai 78, mens München og New York JFK begge har ruter fra 77 ruteflyselskaber.
New York JFK er eneste amerikanske lufthavn på listen – lufthavnen er kun USA’s femtestørste målt i antal udbudte flysæder den sidste uge af juli. Dette skyldes blandt andet at hovedparten af flysæderne til USA’s fem største lufthavne primært er på amerikansk indenrigs, hvor der er færre flyselskaber med direkte ruter end der for eksempel i Europa er til Frankfurt og Paris de Gaulle.
Således, skriver anna.aero, er 87 procent af flysæderne ud af Atlanta til indenrigsdestinationer i USA, fulgt af 70 procent i Los Angeles, 82 procent i Chicago O’Hare og 86 procent af flysæderne i Dallas/Fort Worth er på amerikansk indenrigs.
Relaterede artikler:
Tre flyselskaber med hver sin førsteplads