- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Aarhus sætter fokus på Thailand

På søndag er der thaifestival hos Moesgaard Museum. Der er musik, kickboxing og besøg fra Thailands turistkontor. Moesgaard har det vist nok eneste traditionelle thai-hus uden for Thailand.

Søndag 21. august kan man opleve en bid af Thailand i den gamle herregårdspark ved Moesgaard Museum tæt på Aarhus. Her holdes Thaifestival i området omkring det traditionelle røde thaihus i parken.

På festivalpladsen vil der være forskellige former for optræden blandt andet med traditionel og moderne thailandsk musik, dans og kickboxing, oplyser Moesgaard Museum i en pressemeddelelse.

Det officielle thailandske turistkontor i Norden, Tourism Authorities of Thailand, er også på plads. Efter USA er Thailand det oversøiske land med flest danske turistankomster, i normale rejseår over 150.000.

Ved søndagens festival er der også boder med thai-massage, traditionelle thai-grøntsager og souvenirs.

Festivalen udspringer af et langt samarbejde mellem Moesgaard Museum, Aarhus Universitet og aktører i Thailand, særligt den thailandske ambassade i Danmark og den thai-danske forening, Sawasdee, oplyses det.

Thaihuset på Moesgaard
Direktør Mads Kähler Holst fra Moesgaard Museum siger i pressemeddelelsen: ”Moesgaard har i mange år været et samlingspunkt for thailændere bosat i Danmark. Det skyldes blandt andet den thailandske kulturarv, vi har her på museet herunder det røde thaihus. Det er et værdifuldt fællesskab, vi er glade for at være en del af.”

Det røde thai-hus i parken er et traditionelt thailandsk hus. Det kom til Danmark i 1975, hvor Moesgaard Museum åbnede en stor særudstilling om Thailand. Huset kommer fra byen Ayutthaya, der var hovedstad i Thailand, der dengang hed Siam, i år 1350-1767. Huset er så vidt vides bygget i midten af 1800-tallet.

Moesgaard Museums thai-hus er så vidt vides det eneste traditionelle thai-hus uden for Thailand. Derfor har det også fået royal opmærksomhed. Den thailandske prinsesse Maha Chakri Sirindhorn besøgte huset i 2002 og i 2010 blev det besøgt af prinsesse Soamsawali. Huset er renoveret flere gange, senest i 2017.

Moesgaard Museum har omfattende samlinger fra Thailand, der belyser især traditionelle thailandske håndværk og forskellige etniske grupper i Nordthailand. Indsamlingen af genstande fra Thailand har siden starten af 1970’erne været tæt knyttet til forskningsindsatsen på Aarhus Universitet.

Thailandske munke åbner festivalen
Forud for festivalens åbning på søndag klokken 11 vil der være en ceremoni med thailandske munke. Det foregår i foredragssalen på Moesgaard herregård fra klokken 9.30–10.30, hvorefter deltagerne går i procession til thaihuset i parken. Publikum er velkomne til at overvære ceremonien.

Kulturrådmand i Aarhus, Rabih Azad-Amad, åbner Thaifestivalen, hvor også Thailands ambassadør i Danmark, Sirilak Niyom, deltager.

Det er gratis at besøge Thaifestivalen som er åben fra klokken 11-17, men der skal bestilles billet på forhånd på Moesgaard Museums webshop

Relaterede artikler:

Thailand får ny nordisk turistchef

Rejserestriktioner halverede lange ferierejser i 2021

Thailand skal finde erstatning for kinesiske turister