- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ægtepar i spidsen for Danhostel Rømø

Uden erfaring med drift af vandrerhjem overtager ægteparret Rikke og Niels Hobolt 1. juni Danhostel Rømø. De kommer fra jobs som henholdsvis projektleder i Novo Nordisk og økonomidirektør i et teknofirma.

Danhostel Rømø er indrettet i en gammel kommandørgård fra 1700-tallet og har 21 værelser med i alt 63 senge – 15 af de 21 værelser har ikke bad eller toilet, oplyser Danhostels hjemmeside. Danhostel Rømø er et af de 65 medlemmer i Danhostel-kæden, der har Ole Andersen som administrerende direktør.

Den 1. juni overtager ægteparret Rikke og Niels Hobolt nøglerne til Danhostel Rømø som stedets nye ejere. Rikke Hobolt kommer fra projektlederstilling i Novo Nordisk, mens Niels Hobolt udskifter stilling som økonomidirektør i Napatech med værtskabet på Rømø.

Kkarriereskifte hos ægteparret sker på baggrund af et stærkt ønske hos dem begge om at realisere drømmen om at drive egen virksomhed med fokus på de nære ting i livet; ro, natur, økologi og historie. For ægteparret er det ikke et helt almindeligt jobskifte med goddag til en helt ny livsstil. Det er samtidig en mangeårig drøm om at drive selvstændig virksomhed, der går i opfyldelse, fortæller Niels Hobolt:

”Både Rikke og jeg har en lang karriere bag os i det private erhvervsliv, hvor vi har haft mange fantastiske lærerige år med stillinger i en række spændende virksomheder og undervejs samlet erfaring indenfor økonomi og ledelse. Men vi nærmer os nu en tid i vores liv, hvor vi gennem nogle år har kunnet fornemme, at det var tid til forandring. Vi er mættet af det traditionelle karriereliv og samtidig er vores to børn godt i gang med deres egne liv, og vi føler derfor, at vi nu er klar til ”barn nr. 3” – vores nye vandrerhjem.”

Ingen erfaring med drift af vandrerhjem
De nye ejere og værter på Danhostel Rømø har ingen erfaring i at drive vandrerhjem og går derfor til opgaven med stor ydmyghed. Rikke Hobolt vil tage sig af indretningen og forplejningen, mens gemalen vil være den daglige vært og tage imod stedets gæster.

Med blot 550 fastboende på Rømø bliver de nye ejere af Danhostel Rømø en del af et af de helt små lokalsamfund i Danmark.

”Vi ser meget frem til at blive en del af den fremtidige udvikling af området. Men samtidig med er vi meget bevidste om, at vi bosætter os i et ganske lille samfund, hvor mange har boet i flere generationer og vores tilgang til det hele er derfor meget ydmyg. Vi vil rigtig gerne gøre Danhostel Rømø til en endnu større del af området og vores ambition er, at stedet også skal blive et hyggeligt mødested for Rømøs beboere, og at vi bliver en integreret og aktiv del af lokalsamfundet,” siger ægteparret Hobolt.

Relaterede artikler:

Populært med ferie i Danmark

Nye medlemmer hos Danhostel

1 million overnatninger på danske hostels